Ensomig#577

I går så jeg et rådyr med lam. De stod i en lysning i skoven, ligesom hunden og jeg gjorde. Sådan stod vi i lang tid – rådyr, lam, hund, menneske – og så hinanden an, eller hvad det nu var, vi gjorde. Så skiltes vi. Rådyret fortrak med sin unge, hunden og jeg gik videre, stien blev liggende. Vi så også en frø, gyldenbrun og nopret, og senere tænkte jeg over, hvad jeg mon ville have kaldt det barn, det aldrig lykkedes os at få. Molly, måske, eller Johannes, men så kom jeg i tanke om, at M ville have insisteret på noget mere mundret. Esther eller Poul. Og at vi nok var endt med et kompromis, Pelle eller Asta, som også er mægtigt fine navne, Anders eller Eya. Jeg har ikke tænkt mig at gå videre ad den vej, det fører ingen steder. der er heldigvis så meget andet at tage sig af. Agurkeplanterne skal have vand og der skal et navneskilt på postkassen, så avisen kan finde vej. Luften heromkring er tæt af sørgemyg, det skyldes søen. De småbitte dyr kravler ind ad øre og mund, de kan ligesom ikke komme tæt nok på, langt nok ind. Det kender jeg godt. Jeg vifter dem væk med en irriteret bevægelse, mere aggressiv end det egentlig var tænkt.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.