Louise Juhl

Jeg ved det allerede, da jeg lægger bogen fra mig. At han vil samle den op igen, læse bagpå, spørge:
– Hvad fanden er det?

Jeg svarer ham, at det er en bog og ved med det samme, at det skulle jeg aldrig have gjort, at det ikke går at svare sådan, igen, lave sjov.
– Ha?
Han spiler øjnene op og løfter hånden men fortryder ligesom halvvejs. Så hænger den der, hånden, i luften, som dødvægt, et ingenting, der fylder alt.
Han har sagt det så tit. At jeg skal passe på. At jeg bevæger mig på kanten. At nok er han rummelig, men ikke finder sig i alt. Som nu det, at jeg svarer ham det åbenlyse: At det er en bog, der ligger dér på bordet.
Eller som forleden, da han ville vide, hvor jeg havde været, og jeg svarede: – Væk.
– Væk?
Præcis som i dag gentog han mit svar, løftede hånden, fortrød, trådte nærmere. Helt tæt, hans øjne mod mine, brystkassens bevægelse for hvert af hans vejrtræk:
Han havde hvisket ordene i mit øre, et for et: – Væk. – Bræk. – Smæk? Lagt en hånd på mit baghoved og trykket mit ansigt nedad, til det hvilede på hans skulder:
– Behave yourself.

Bagefter havde han åbnet en flaske vin, tændt levende lys, sat en gammel plade på grammofonen. Nora Jones. Bedt mig danse med ham, en langsom dans, kind mod kind, vi havde bevæget os rundt sådan til pladen var slut, rundt og rundt og rundt, som modsatte poler, helt tæt.