Louise Juhl

Han hiver mig op af vandet med en næsten brutal kraft, slår mig på kinden, – hvad fanden i helvede, råber han og begynder at trække sten op af mine lommer, kaster dem fra sig med en kraft, så de laver mærker i den hårde jord, der, hvor de rammer. Så flår han i det tykke lærredsstof, famler efter knapperne, hiver dragten af mig med en voldsomhed, så jeg mister balancen og falder på knæ. Min krop er så kold at jeg intet mærker, ikke gruset, der sætter sig som små søm i benenes hud, ikke slagene, der rammer min nakke, mit bryst, hvad er du for et umenneske, hvad tænker du på. Han bukker sig ned og løfter med en hånd under hagen mit ansigt, stirrer mig i øjnene: – Tænker du overhovedet?
Jeg prøver at komme på benene, men kroppen er stiv af de mange minutter i det kolde vand, lemmerne vil ikke lystre. Mine fødder er som tunge klodser, umulige at flytte. Jeg opgiver og lægger mig i græsset. Min far bliver ved med at råbe, højere og højere, som tror han at hans røst alene kan vække noget til live. Noget mand, noget styrke. Noget andet end den klump kød, han med undren konstaterer, er hans søn. – Sten i lommerne, skriger han. Var det så endda i hjertet, en pilespids af flint Alt andet end det kujonagtige forsøg på flugt, jeg har gjort mig skyldig i. Flugt er de fejes valg. Flugt fra verden, fra smerten. Og hvordan, skriger han, forestiller jeg mig, at det efterlader ham.
– Din far, der har puklet og slidt for at gøre en mand af sin yngste søn?
Jeg svarer ham ikke, men vægrer for mig med hænderne, hiver efter vejret. Min nøgne hud er knoppet af kulde. Et spættet mønster af blå og røde plamager tegner breder sig over min ryg, armene, mine fødder. 
Jeg er ligeglad. Med kulden, min far, hans råb. – Dit feje dyr. 

Jeg er en sten, jeg efterlader mit hjerte i vandet, iskoldt.
Så bider jeg mig selv i hånden så længe, at det sætter mærker og smiler ved tanken om aftrykket af mit tandsæt i huden, som et søpindsvin aflejret i et fossil. Om ti tusind år vil nogen måske finde min krop og koble det til bækken, måske vil hjertet have udviklet sig til en Marmennil.
Måske er hele lortet gået under.
– Og godt det samme, som min far ville sige til det.