Louise Juhl

Det var den sommer, jeg mistede min badedragt. Jeg havde den på og tog den af og så var den væk. “Ting bliver ikke bare sådan væk”, vrissede min far, “man enten taber dem eller glemmer at tænke sig om.”. Jeg blev sendt ud i klitterne for at lede, gravede i fire timer, lidt her, lidt der. Fandt et pornoblad, en plastikskovl, en badetøffel, men intet spor af min badedragt. Jeg vendte hjem, vidste, hvad min far ville sige. At jeg skulle lære at passe på mine ting, at badedragter var dyre, at “nogen” jo skulle betale for dem og at “nogen” var min mor og far. “Om jeg havde tænkt på det?”. Og ærligt talt, det havde jeg ikke, så jeg undskyldte og rakte ham plastikskovlen, jeg havde fundet, og han tog den og spurgte “Og hvad har du tænkt dig, jeg skal stille op med den?”

Jeg kunne have svaret ham, at han kunne bygge et slot af sand, med tårne og voldgrave, at vi kunne bo sammen der, på slottet, at det var helt gratis og at vi så kunne spare sammen til en ny badedragt til mig. Men jeg sagde ikke noget, for jeg vidste godt, at man ikke kan bo i et hus af sand uden vinduer og døre.

Dagene gik, en larve forvandlede sig til en sommerfugl, et firben mistede halen. Så kom der en taxa. Med et telegram, min mormor var død, og jeg tænkte et øjeblik om det mon var min skyld, alt det jeg glemte, badedragten og at ringe til hende. Spørge til kabalerne, de syltede løg og hendes hjerte, der lækkede. Min mor tog en taxa, min far tog en havesprøjte med remme på ryggen og sprøjtede alle nåletræerne med en blanding af sulfo og vand. Jeg fandt den enlige badetøffel, jeg havde fundet i klitterne, frem, og kastede den mod ruden, så den gik i stykker. Min far kom løbende, råbte: “What the fuck??” i en blanding af fryd og foragt, jeg samlede skårene sammen med hænderne, der kom blod overalt. Jeg husker ikke, om jeg fik skældud, men jeg blev kørt på skadestuen og fik plaster på – og forbinding på sårene. Min far undskyldte for sin uopmærksomhed. Han burde have vidst, at jeg var i oprør, betroede han sygeplejersken, der tog havesprøjten, han stadig bar på ryggen, af ham. “Vi gør alle vores bedste, mere kan man ikke forlange,” trøstede hun og jeg tænkte, at han burde få et plaster på også. Og min mor, en hånd at holde i. Næste dag lå der en splinterny badedragt på bordet derhjemme, i mørkeblå og med sølvfarvede striber. Og ved siden af: Den solblegede og slidte strandskovl. “Vi bygger et slot i dag,” stod der på en seddel, det var min fars håndskrift. Og vi kørte til stranden, selvom der manglede en rude derhjemme, og det blev en god dag, vi indrettede slottet med stole af rav og et rum, hvor min mormors kiste kunne stå. Vi spiste is til både frokost og aften, en hund lettede ben op ad bilen, min far klappede den, mumlede “din lille skid,” sagde så: “Nå, lad os kalde det en dag” og kørte hjem.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, før min mor kom tilbage, men vi vendte aldrig tilbage til slottet, ind imellem tænker jeg på, om det mon står der endnu – med rav og min mormors kiste – eller om tiden og vandet har visket det ud. Måske godt det samme.