Hensygen

by Louise Juhl Dalsgaard

Der var dage, hvor min mor lukkede ned for ikke at bryde ud eller sammen. Så gik hun omkring, tavs, og ‘ordnede ting’: Hængte håndklæder op med præcision som en kirurgs. Det så så selvfølgeligt ud, bevægelserne, måden hun bukkede sig ned, hentede klæde og klemmer, rejse sig igen for at sætte tøjet fast. Igen og igen. Rytme og regelmæssighed. Men jeg ved nu, at der lå års øvelse og en uendelig tilbageholdt desperation bag. Jeg ved, at foretagsomheden var en livline, et alternativ til at smide det hele fra sig på jorden. De nyvaskede håndklæder og kridhvide lagner. At tavsheden og de vante bevægelser var i stedet for at give efter. I stedet for ar smide håndklædet – om ikke i ringen – så på de beskidte fliser under tørresnoren. 
Min mor kastede ikke noget fra sig, hun fortsatte med at gøre, som kvinder i generationer før hende havde gjort. Med at hænge tøj på snoren, holde mund, få tingene til at fungere.
For hvis ikke, hvad så.
Hvad var der sket, hvis hun havde nægtet. Hvis hun havde givet efter for afmagten, vreden og lysten til at kaste det altsammen væk: Forventninger, pligter. Snavsetøj, madlavning, indkøb, børneafhentning, opvask, madpakker, støvsugning, tæppebank. Hvad om hun havde ladet snottet på os unger hænge under næsen, blodet på vores knæ løbe, pletterne på tøjet sidde. Hvad med fødselsdagsgaverne, fastelavnskostumet, påskeæggene. Hvad om hun havde overladt alt det til os. At sørge for alt det, den gode stemning, roen, olien på vandene. At hviske “så, så, så” når nogen havde slået sig eller bølgerne igen gik for højt, så, så så. 
Jeg ved det ikke, for det skete aldrig. Min mor blev ved at hænge tøj op. Købe porrer, mælk, margarine og ost til gratinering. Hun hentede og bragte, kogte og smurte og kyssede og trøstede. Imens sad jeg på jorden og så det ske, så tøjet blive tørt, og min mor blive ældre. Og ikke en eneste gang foreslog jeg hende, at jeg kunne hjælpe.
Det lå ligesom ikke i kortene, eller måske var jeg bange. For at blive smittet, ende som hun. Med at hænge tøj op, få ting omkring mig til at fungere, mens jeg selv gik i stykker.