Hjertets rationale
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har ikke tal på alle de gange, jeg har fået at vide, at det nok ska gå. At med al den viden og indsigt jeg har om- og i min egen situation, er jeg heldig stillet. Det kommer hver gang fra et godt sted. Det er en kompliment og en opmuntring: Du har alle redskaberne, nu mangler du bare at tage dem i brug.
Det er muligvis rigtigt nok. Jeg kender efterhånden mig selv temmelig godt, ved, at mit hjerte er en åben bog, at jeg har flair for tal og har en god hukommelse, at jeg reagerer voldsomt på docerende råd og selvtilstrækkelighed. At jeg taler meget og har en uvane med ikke at snøre mine sko op, før jeg træder ned i dem, og derfor ofte ender med slidte og bøjede hælkapper. Problemet er altså ikke manglende viden eller indsigt, men at det ikke altid fører til handling. Jeg binder stadig ikke mine sko op, velsagtens er mit ræsonnement, at fordelen ved hurtigt at kunne komme i skoene er større end ulemperne ved de nedtrådte hæle. På samme måde bliver jeg også ved med at begrave mit ansigt i hundens pels, sove tæt op ad den, selvom jeg kender til risikoen for at få flåter ad den vej. Fordelene synes tilsyneladende større end risikoen.
For nylig talte jeg foran et publikum om netop uoverensstemmelsen mellem rationel indsigt og følelsesmæssig adfærd. Ikke, at måden jeg tilgår mine sko på, har noget med mine følelser at gøre, men det med pelsdyret og flåter er vel derhenad. Et udtryk for, at mit behov for varme og nærhed er udtalt større end den statistiske risiko for at få overført en flåtbåret sygdom. Det er altså ikke fordi, jeg er dum eller uvidende, at jeg lægger mig ved siden af hunden, men fordi jeg kender mig selv og ved, hvor godt dens selskab gør mig.
Når vi derfor forsøger at forstå mennesker, der trods hjælp og indsatser vedbliver at handle uhensigtsmæssigt, så er det vigtigt at huske, at de ikke er dumme, men at de har en oplevelse af og erfaringen med, at fordelene ved at gå i hundene, drikke sig fra sans og samling, skade sig selv, arbejde som en sindssyg, er større end de ellers temmelig forfærdelig gener, der er ved deres misbrug eller skadelige livsførelse. Nå et ungt menneske skærer sig i armen, er det jo ikke fordi hun ikke ved, at det gør ondt, at hun får grimme ar og at det med næsten hundrede procent ikke løser det problem, han eller hun forsøger at overdøve. Nej, det er fordi den akut opståede smerte ved knivsåret er mere håndgribelig, nemmere at forholde sig til, end det diffuse savn, der ellers fylder. Når en alkoholiker, selv efter at benene er begyndt at svigte, familien er faldet fra og maven har opgivet at holde på mad, alligevel knapper en øl op, så er vedkommende kun alt for klar over, hvad konsekvenserne af et fortsat misbrug er. Men det uoverskuelige i at skulle bygge sig selv op forfra, undskylde alle de forspildte år, finde en mening udover rusen, føles så langt mere smertelig end at forgifte sig med alkohol. Da jeg undlod at spise og tabte mig så hurtigt, at min bror havde svært ved at genkende mig, da han så mig efter en måned, vidste jeg godt, at man kan dø, hvis ikke man spiser. jeg vidste også godt, at jeg risikerede at ødelægge min mors liv, min fars, at en sengeplads på et sygehus kostede flere tusinde kroner i døgnet, atter var mennesker andre steder i verden, der havde det langt værre end mig. At jeg burde skamme mig, og jeg skammede mig, I guder, hvor jeg skammede mig (det gør jeg stadig), alligevel fik det mig ikke til at spise. Det kan virke komplet ulogisk, provokerende også, og ikke mindst uendelig dumt. Men jeg var faktisk ikke dum, jeg havde bare oplevet en smerte indeni, der var så stor, at sulten var at foretrække, at mærke et hul i maven var bedre end at mærke et i hjertet. Jaja det lyder måske som en poetisk omskrivning, det er det ikke. Det var helt konkret sådan, at min sult overdøvede alt andet, jeg blev som en sulten løve på savannen, alt lignede mad og af en eller anden grund var det nemmere at forholde sig til angsten for en is, en ostemad, en frikasse, end at forholde sig til frygten for fremtiden og tvivlen om mit eget værd.
I morges læste jeg en novelle af den norske forfatter Marie Aubert. I den møder vi en ung kvinde, hvis liv er i opbrud, hendes forældre skal skilles, hele huset er fyldt med flyttekasser, faderen har fundet en anden. Hvad skal der ske, vil hun vide, hvor skal vi hen? Moren svarer hende, at det skal hun ikke tænke på. Men hvordan lader man være med at tænke? Den unge pige undlader at tænke på det, ved at tænke på noget andet, hun kaster sig selv i grams, låser sig ind i naboens hus (de er på ferie). Inviterer en veninde og to fyre, Johan og Kristoffer, de tømmer fryseren, barskabet, ser tv. Pigen kysser kristoffer, han smager af cigaretter og sprut. Hun klæder sig af og stikker en hånd ned til hans rejste lem. De dyrker sex, hård sex, det er så langt fra elskov som noget kan være, hurtige stød, de slåsser med deres køn, ind, ud, en lige højre, en våd venstre. Slutningen skal jeg ikke afsløre, det vigtige her, hvordan den unge pige så helt bevidst vælger at handle imod bedre vidende, kaste sig i armene på en ærlig talt ret usympatisk fyr, lader sig bruge og misbruge, fordi alternativet er at tænke. På det, hun ikke må tænke på, livet derhjemme, der er ved at smuldre, forældrenes kærlighed, der er forbi.
Der er ting, der forstås med hjernen og andre, der kun kan forstås med kroppen, og vi tager fejl, hvis vi tror, at det ene er det andet overlegent. Mennesker er ikke matematik, seks plus to kan godt give fire, hvis verden er blevet revet over på midten. Mørke kan føles som lys og smerte som en gave, hvis alternativet er slet ingenting at mærke.