Hos mormor

Hos mormor er der gardiner for alle vinduerne – med små blå sommerfugle. Og en vindueskarm fyldt med blomster, der har mærkelige navne: sommerfuglekløver, fredslilje og hjerte-filodendron. Hver dag, når mormor sover til middag, sidder jeg og tæller alle sommerfuglene. Der er mange og jeg kan ikke tælle til dem alle sammen, men mormor har lært mig, at man ikke behøver at kunne alt. Så jeg starter bare forfra, når ikke jeg kan komme længere: 
en, to, tre, fire, syv, otte, ni, ti. En-ti, to-ti, tre-ti. Og så videre.

Jeg taler også med blomsterne – men uden at sige noget. Det er også noget mormor har lært mig: at tale sammen uden at snakke. Man behøver bare at tænke med hjertet, siger hun, for det taler højest, højere end alle dem, der råber og skændes og mener og påstår. Hun har lært mig hvordan man gør. Man lukker bare øjnene og vender ørene indad og gør sig stille, helt stille. Det kan lyde svært, men det er det faktisk ikke, når man har øvet sig lidt. 
Så banker jeg en kode, jeg kun selv behøver at forstå, fra inde bag brystet: bok, bok, bok., banker jeg med hjertet. Ting som for eksempel: ”bok, bok hej lilleblomst, hvor er du bok-fin i dag, det er jo også bok-søndag og jeg har bok-god tid. Hvad med dig?”
Jeg kan ikke altid høre, hvad de svarer, men så vågner mormor og fortæller, at de har svaret hende i drømme: de fortalte, at det var dejligt at høre mit hjerte slå, og at de har det bok-godt og glæder sig til foråret. For så kommer svalerne og svæver forbi, bok-sjuuuuh, bok-shaaaj, og det er så sjovt at se på. Men først skal det være jul, og der skal bages småkager, uhm, det glæder blomsterne sig til. Mormor bager nogle med hul i midten og nogle med peber og nogle, der er brune. Men de knaser alle sammen og dufter dejligt. Det er noget af det bedste blomsterne ved: Duften af jul. Og af knasende huller, man kan forsvinde ned i.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.