Louise Juhl

Når vi skildrer sorgen, er det ofte med tårer. På film kender vi det fra skilsmissedramaet. En kvinde og en mand går fra hinanden, vi ser dem fra afstand i hver deres lejlighed, en bus driver forbi på gaderne imellem, en hund letter ben. Og så: zoomer kameraet ind på den efterladte kvindes ansigt, på tårerne, der løber fra øjet og ned, en værdig og smuk sorg, beundringsværdig behersket.
Sidst jeg græd, var det i afmagt. Jeg var tom og trist, en god ven trøstede, sagde: “Det bliver godt igen”, og så var det, jeg brød ud i gråd. Ikke en smuk og behersket en af slaggen, nej en urimelig og arrig gråd: HVAD FANDEN VED DU OM DET?, råbte jeg med et ansigt fortrukket i vrede, fordi vreden er nemmere at rumme end fortvivlelse, håbløshed, mangel på mening. Var det blevet optaget på film, havde kameraet zoomet ind på mig, på tårerne, ville det være langt fra værdigt, snarere tværtimod. Jeg ligner gerne en opkogt grøntsag, slatten og samtidig svulmet. Tænk: strandet hval, sekunder før de indre forrådnelsesprocesser fører til en eksplosion. Et vulkansk udbrud af blod og organer, halvt fordøjede fisk eller i mit tilfælde nok snarere af tilbageholdte følelser, gammelt nag og hengemte skuffelser.

Jeg har kun et enkelt billede af mig selv i tårer. Det er tilbage fra marts 2019, jeg ved det, for det var den mest regnfulde marts nogensinde i Danmark. Det skyldtes ikke min gråd dog, blot vejrlige omstændigheder. Årsagen til gråden? Under en gåtur med hunden sprang linen, jeg sprang med eller rettere, jeg faldt bagover og vred mit håndled så uheldigt, at både håndflade og underarm blev knust. jeg blev fundet af en tilfældigt forbipasserende på landevejen lige udenfor byen, hun ringede efter en ambulance. Jeg blev kørt væk i en neon gul Van, hunden blev taget med ad den forbipasserende, der med nærmest naturstridigt held viste sig at være dyrlæge, endog en meget meget kærlig og omsorgsfuld en af slagsen. Mumrik har aldrig haft en bedre dag.
Lang historie kort, jeg kom hjem med gips op til albuen og en pæn portion morfinpiller. En operation kunne ikke foretages, før hævelsen var fældet, jeg fik en tid fire dage senere. I mellemtiden lå jeg på sofaen, sært bedøvet af den kraftige medicin, smerterne var voldsomme men på en eller anden måde uvedkommende, jeg er senere blevet fortalt, at det er sådan opioider virker. Smerterne bliver ikke mindre – bare mere ligegyldige. Jeg kunne så godt som intet, at gå i bad var udelukket, at bevæge mig rundt førte til svimmelhed og hævelse i hånden, jeg havde svært ved at sove, måske fordi min tilstand var en konstant døs, ikke sovende, men dog langt fra vågen. dagene gik, jeg talte ned til operationen, enogtyve timer, tyve, nitten. Åd piller og stirrede op i loftet, levede af søbemad og druesukker. Atten, sytten. Aftenen før var ulidelig, gipsen strammede, jeg fik blå mærker af at ligge, var lysfølsom og pirrelig. Femten, fjorten.

Så ringede min telefon. Klokken var over ni aften, hvem ringer så sent, jeg turde ikke engang at tænke tanken. Rakte bare Michael røret: Den tager du.
Det var overlægen fra kirurgisk. En glad mand at dømme efter stemmen, der nåede mig helt fra den anden ende af sofaen. Ja nu skal du høre, forklarede han min mand: En tilskadekommen motorcyklist havde brækket så godt som alle knogler i kroppen, ben og arme, ryg og næsen, sågar. Og ja, de havde brugt alt de havde af skruer og møtrikker til at lappe ham sammen. Også den tolv centimeter lange metalplade, de havde reserveret til min operation den efterfølgende morgen. Ha, ha, lo han, det var selvfølgelig uheldigt, men de havde booket en ny tid til mig – fem dage senere. Da skulle de nok have fyldt op i værktøjskassen igen.
Jeg kan den dag i dag ikke begribe, hvordan jeg lykkedes med at høre det hele på afstand. gennem røret og på tværs af sofaen. Men det gjorde jeg og gennem tåger af Ibumetin og morfin skreg jeg: DET GØR DU IKKE!! En indrømmet helt urimelig reaktion, jeg mener, hvad skulle de gøre, lade motorcyklisten ligge radbrækket og uden hjælp, fordi en eller anden hysterisk kvinde med et smertende håndled forlangte sin ret? Nej selvfølgelig ikke. Men ret og rimelig er ikke relevante begreber, når man er ude af balance, når smerter og liggesår og kedsomhed og ydmygelse fylder alt. Så jeg skreg. Af lægen og senere af Michael: Hvorfor havde han ikke insisteret, forlangt at de holdt deres aftale? Hvordan kunne han bare nikke og acceptere – og dermed svigte mig?
Jeg græd. Nej jeg hulkede, hostede, kastede med hovedet, rasede. Råbte ting, jeg helst vil glemme.

Og tog et billede, guderne må vide hvorfor, af mit fortvivlede og hævede ansigt, så langt fra biograffilmenes værdige og smukke gråd, som man kan forestille sig.

Jeg har kun grædt få gange siden. Jeg ved godt, det skulle være sundt, ja ligefrem forløsende. Men det er som om min sorg ikke matcher det yndefulde og beherskede, jeg har set på det store lærred eller læst om i bøgerne. Min gråd er snottet, hvalpet, rødmosset og som oftest urimelig. Og hvem har lyst til at være det?
Jeg fandt billedet fra den gang, det vinder jeg næppe en Oscar for, men mindre kan også gøre det.
Lad os tage gråden tilbage, den grimme og hårdtslående, den kvalmende og kvælende, den gråd, ingen holder af, og som vi derfor må holde for os selv.