Louise Juhl

Første gang jeg oplevede, at nogen tog sit eget liv, var jeg 13 og var lige kommet ud af filmforevisningslokalet på den skole, jeg gik. Vi havde set en film om en krage, der fortalte om tiden omkring stavnsbåndets ophævelse. Jeg kan huske, at jeg havde det svært med den der krage, der vidste meget mere end dem, den talte om, det virkede på en eller anden måde så grusomt, at den betroede sig til os, seerne , men ikke til dem i filmen.
Det var da vi kom ud, at der lød et allekald i skolens højttalersystem: Alle skulle samles i skolens festsal, rektor havde noget, han ville sige. Det var en lillebror til en fra min klasse. J, hed han. Han havde hængt sig i et træ i haven, han blev kun elleve. Vi blev bedt om at holde et minuts stilhed, det føltes som en time.
Jeg kan ikke huske, at vi nogensinde talte om det igen, jeg tror ikke engang, jeg nævnte det for min mor og far, jeg ved faktisk ikke hvorfor, om det var misforstået omsorg, at vi ikke ville risikere at gøre nogen kede af det, eller om det var skam. Hvordan kunne en 11-årig miste lysten til livet – og hvordan kunne vi overse det.
Næste gang var mere kompliceret. Min onkel havde i mange år lidt af en stadigt mere fremskreden sklerose, først tog den hans førlighed, så fik han svært ved at se, øjnene kunne ligesom ikke fæstne men blev ved med at flakke fra side til side. Han flyttede på plejehjem med mennesker, der var dobbelt så gamle som han selv, han brokkede sig sjældent, men det var tydeligt, at han det ikke var, hvad han havde forestillet sig af et liv. At sidde i en kørestol og høre tysk radio, spise varm mad til frokost.
Det var et uheld. Han havde forsøgt at tænde en cigaret, sagde de, men tabte tændstikken i skødet, og så gik der ild i det tæppe, der lå over hans ben. Han fik tredjegradsforbrændinger og blev fløjet til behandling på rigshospitalet, men skaderne var for omfattende. Der var aldrig nogen, der nævnte det mærkelige i, at han havde forsøgt at tænde en cigaret, når nu han ikke røg.
Senere var det Julie. Når hun så sig i spejlet, så hun et monster. Louise og Charlotte. Og Carsten, for hvem, der kun gik få måneder fra at have været på toppen, til at han kastede sig ud fra den samme. Og LB, fine, kloge LB, der forstod min kærlighed til vestkysthedens vindblæste buske bedre end nogen anden. Har man nogensinde set sådan en busk, enlig og forkommen i sandet jord, så har man også stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor. Hvorfor være busk, hvis det skal være sådan: altid kold vestenvind, altid tør jord, altid alene.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om det. Om dem, om J og den ene minut, der voksede til fem, om Carsten og min kloge kloge ven. Det vindblæste, det ensomme. Måske skulle jeg holde min mund, lade buskene stå, hvor de står og har stået i årtusinder, i sandet jord og alene. Alligevel vælger jeg at skrive i stedet. Fordi man ikke kan tie døden ihjel, og fordi ingen skal stå alene på en vindblæst hede og tænke hvorfor, tænke, at ingen jo alligevel vil savne dem.
Jeg savner jer.