Klubben

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg mødte Trine i Aalborg, hun fór omkring overalt, på gåben, cykel, i svømmehallen og træningscenteret. ”Hvis ikke jeg bevæger mig, går jeg i stykker,” forklarede hun. Der var ikke nogen, der spurgte ”hvorfor, hvordan?” 
Jeg genkendte følelsen fra mig selv, alle de skridt, jeg gik, for at lægge tankerne bag mig. Hele tiden på vej. væk fra mig selv, tanken om de andre, tanken om tankerne, følelsen af for meget og forkert. Trine havde været på farten i femten år, hun boede stadig hjemme – i sine forældres kælder. Hun havde sin egen indgang, sit eget køkken, badeværelse, et særligt aflukke i haven. De talte ikke sammen. ”Vi har ikke noget at sige til hinanden”, forklarede hun: ”De vil at jeg skal blive rask, for at forstå mig. Jeg vil, at de skal forstå mig, før jeg kan blive rask rask.” Nu levede de i en slags skrøbelig våbenhvile, hun betalte for sit værelse, de stod for reparationer og vedligehold. Hver dag satte hendes en buket friske blomster på trappen ned til hendes værelse. 
Trine levede af riskager og ovnbagt selleri. Hun drak tre liter vand om dagen, hun målte det op fra morgenstunden, hældte det på halvlitersdunke, som hun fordelte hen over dagen. En halv liter når hun stod op, en halv liter klokken 11, igen klokken 14.00 og 17.00 og 20.00. Hun gemte en halv liter til om natten, når hun vågnede og maven gjorde ondt af sult. Så hjalp det at tage en slurk, fortalte hun, trække knæene op til brystet, ligge sådan lidt, indtil kroppen faldt til ro, smerterne fortog sig.

Vi fulgtes fra Skalborg, hvor hun boede, og til svømmehallen på Kastetvej. Det var altid meget tidligt om morgenen, alligevel havde Trine længe været vågen. Hun spurgte altid til, hvordan jeg havde sovet, hun tilbød også at bære min taske. Jeg afslog, hun havde jo sit eget at slæbe på. 
Jeg husker ikke, hvad vi snakkede om de morgener. Kun at der var meget få mennesker på gaden – en ejer med sin hund, en ung pige med en tåre tatoveret på kinden, en mand i kørestol. Og at alle hilste på alle, som om vi kendte eller i hvert fald forstod hinanden, var medlemmer af den samme klub. En klub for de søvnløse, de sørgende, de syge. Det var nogle gode morgener, egentlig.

Trine brækkede hoften en torsdag, Hun steg af cyklen, og så lød der et knæk. Hun skreg af smerte. Det var ikke muligt for lægerne at sige, hvad der var sket, hendes knogler var vel blevet skøre efter de mange år med misrøgt. Hun blev opereret om mandagen, men noget gik galt, en blodprop i lysken. Hun var indlagt i mere end seks uger, hun nægtede at tage imod besøg. Jeg ringede til hendes forældre for at få dem til at overbringe hende en buket blomster, men de var blevet nægtet adgang, hun ville ikke se dem. Jeg skrev et brev til hende, lagde det i hendes postkasse, så hun ville få det, når hun kom hjem.
Men hun ikke hjem, hun sagde sit værelse hus forældrene op og flyttede ud i et fiskerhus ved Limfjorden, der tidligere havde huset hjemløse. Jeg hørte ikke fra hende igen, gjorde vist heller ikke mere for at finde hende. Hun ville jo ikke findes, forsøgte jeg at overbevise mig selv, selvom jeg vidste, at det var løgn. At der ikke var noget i hele verden, Trine hellere ville, end at blive fundet.

Flere år senere, mens jeg var indlagt på afsnit G, sendte hun mig et kort. Det var et hologram med motiv af en sommerfugl. En græsrandøje med orange og lilla og sort på vingerne. Når jeg bevægede kortet i en bestemt vinkel i forhold til lyset, så det ud som om dens vinger bevægede sig, som om den fløj. Bagpå havde hun skrevet ”kh trine” og tegnet en myre med følehorn og seks ben og en mund med skarpe kindbakker. 
Det var ingen afsenderadresse på kortet, så jeg kunne ikke svare hende. Men jeg hang hendes hilsen op på min væg, det var i juni, og i timen mellem fem og seks, når solen stod helt lavt ind ad vinduet på min stue, lignede sommerfuglens orange vinger et flammende bål.