Louise Juhl

Det meste af livet består af kompromiser. Vi giver og tager, finder en løsning, der måske ikke er den optimale, men ikke desto mindre er mere end tilfredsstillende. Vi spiser en flødekaramel og nyder den bløde, fede fornemmelse i munden vel vidende, at karameller ikke hører til blandt de mest lødige madvarer, vi kan mætte os ved.
Vi siger ja til en opgave, fordi vi har brug for pengene, og selvom det betyder, at vi må takke nej til en fest, vi har glædet os til i årevis, så er det jo sådan tilværelsen er.
En balance mellem at yde og at nyde.

I dag så jeg et opslag fra Carsten Ortmann, en af mine absolut yndlingsformidlere, det er ham, der står bag programmet ‘Supertanker’ på P1. Han advokerede for en boykot af META gældende fra den 5.-11.maj. Alle de platforme, de ejer, Instagram, Messenger, LinkedIn, WhatsApp, Threads og selvfølgelig Facebook. Årsagen er åbenlys, alt jeg skriver her udnyttes, mine ord, mine data, mit netværk, min adfærd. Det er åbenlyst tyveri, det er manipulerende og til fare for demokratiet. Jeg ved det godt, og min første tanke var da også: Klart. Det gør vi. Det gør jeg.
Min anden tanke var: Men hvad så?
For lige så soleklart stupidt det er at benytte platforme, der bidrager til storkapitalisternes fortsatte vækst og despoternes misinformation, lige så soleklart er det, at uden disse platforme, er jeg mere eller mindre lost. Og lad mig sige det med det samme: Jeg behøver ikke blive fortalt om alternativerne, Substack, Pixelfed, Bluesky, jeg kender dem alle, skriver og poster på hver og en. Uden at opnå kontakt.
Og uanset om det vidner om svag rygrad eller en sørgelig ensomhed, så har jeg brug for andre mennesker. Deres besyv, deres tanker. Deres væren i verden. Lad mig nævne i flæng: Birgithe, Gerd, Mikael, Dorthe, Elisabeth, Bjørn, Line, Bjørn, Søren, Mads, Maja, Lotte, Peter, Mathilde, jeg kunne fortsætte i det uendelige med at remse alle de mennesker op, jeg har mødt og holder af, og som jeg ikke ville kende uden de sociale mediers hjælp. Og nej, naturligvis kan et alene mediebåret venskab ikke hamle op med den virkelige verdens møder, men for os der bor i Jylland og hvis arbejdsplads primært er eget hjem, ja så betyder det noget at Facebook og Instagram kan facilitere en kontakt.
Da jeg afsluttede gymnasiet oplevede jeg første gang. hvad det vil sige at være alene. Misforstå mig ikke, jeg havde min familie, min søde kæreste, men den daglige omgang med mennesker i større skala forsvandt. Jeg havde ikke længere nogen at henvende mig til, råbe “hey” ad og kramme, bare fordi. Ikke nogen at svare, for der var jo ikke længere nogen, der spurgte: Hvad så?

Længe efter skrev jeg:
“Jeg har ikke noget at sige og ikke nogen at sige det til.”

Få måneder senere havde jeg sultet mig 40 kilo og måtte tvangsfodres. Jeg lukkede simpelthen munden så hårdt i, at ikke engang føde fik lov at slippe forbi. Jeg mimede ensomheden, gav den en fysisk form. Lille, mindre, mindst.
Jeg kommer aldrig til at sige, at jeg er glad for, hvad anoreksien lærte mig, men jeg ved, at jeg ikke kan leve alene. At jeg skal have nogen at tale med, skrive til, også når jeg ikke har noget at sige.
Derfor er det ikke en nem øvelse at tilslutte mig Carsten Ortmanns ellers geniale forslag om at boykotte META. For uden jer, uden nogen at række hænderne ud til, er jeg meget alene. Det er ikke synd, det er bare et faktum. Jeg har ingen børn, jeg arbejder alene, min inspiration kommer i samtalen med nogen, noget. En mur at spille bold op ad, et net at spille henover.
Den mur, den samtale, det net, har jeg endnu ikke fundet på nogle af de alternative platforme, der foreslås.
Det er ikke ment som en undskyldning. Det er bare sådan, det er. Jeg afskyr META, men elsker det, de tilbyder. Fællesskabet – og lige nu vejer det altså tungest.