Konsekvenserne af et magnoliatræ

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er træt af at undskylde ‘bare for en sikkerheds skyld’. Træt af at tvivle og fortryde dage, som om de var et swipe på en datingapp: Dur ikke – næste. Jeg er træt af at tælle. Bøgerne i min reol, stykkerne af brænde i kurven foran ovnen. Antallet af blade under magnoliatræet i haven overfor. 
Jeg har ellers udviklet en særlig teknik. Det er noget med at gange længde, dybde og bredde. Finde det samlede areal og på herfra (og med forbløffende nøjagtighed) kunne fastslå antallet af blade fordelt på det berørte antal kvadratmeter.
Konsekvenserne af et mangnoliatræ er vidtrækkende. 
Det samme gælder køkkenrulle. Hvis man nogensinde har revet sådan en rulle i stykker, altså virkelig revet og i virkelig mange stykker, ved man også, at konsekvenserne er ret uoverskuelige. Det er meget bedre at lade rullen hænge på holderen. Tage et stykke ad gangen. 
Sådan er det også med dage. Det er nemmere at tage dem en for en. Lade fredag være fredag. Ikke fordi det var torsdag i går eller er lørdag i morgen, men bare fordi. Stå op, børste tænder. Skrive noter, ringe til Thomas, sige “på beløbet” til fyren ved kassen i Rema 1000. Aldrig tænke i længde, dybde, bredde. I omfang eller arealer, og da slet ikke i konsekvenser. 
To tusinde fem hundrede og nitten fredage er det blevet til for mig. 2519. Sådan ser det ud i tal. 
Det var en fredag, Charlotte tog sit eget liv. Hun hang sig i en bruseslange, hun var lige blevet udskrevet og havde købt en Cavalier king Charles spaniel, lysebrun og hvid. Hun kaldte den Flis. Jeg kendte hende ikke særlig godt, men jeg flettede engang hendes hår, hundredevis af små fletninger. Det tog mange timer. Vi talte – holdt styr på minutterne, hvor længe det tog at flette hver enkelt og hvor mange vi var nået til undervejs, enogtredive, otteoghalvtreds, fireoghalvfjerds, jeg husker ikke det endelige antal. Kun at hun blev fin, at vi tog et billede, og at hun smilede.