Lad tvivlen komme livet til gode

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har talt om det før.
Om hvordan kvinderne, fællesskabet, følelsen af at tilhøre et Vi, ikke at stå alene, gav min mor kræfter, hun i det daglige undertrykte eller fortrængte. Kræfter og følelser, der i min mors øjne syntes umulige at forene med hverdagens roller som kærlig mor, loyal hustru og altid imødekommende kollega. 
Det var især i bøgerne, hun følte sig inkluderet og fandt tanker, der lignede hendes egne. Undren, tvivl. I bøgerne kunne hun finde en kritik, hun ikke selv kunne eller turde at formulere. Her blev sat spørgsmålstegn ved selv det indiskutable – ved det bestående, tingenes tilstand. 
Hvorfor netop sådan. 
Hvorfor hver gang og uden tvivl: fornuft før følelser. 
Hvorfor altid pligt før ret, hvorfor altid yde før nyde. 
Hvorfor ikke se og sanse; erfare med det altid uerfarene hjerte, som Elsa Gress foreslog. Lade tvivlen komme livet til gode. 
Min mor læste meget og næsten altid kvinder og var fuldkommen usnobbet i sin tilgang, Agatha Christie og Marie Cardinal fyldte hende med lige dele begejstring. Cecil Bødker havde en helt særlig plads i min mors hjerte, hun elskede Salthandlerskens hus og En vrangmaske i Vorherres strikketøj, den helt særlige lydhørhed for den ensomme, den fortabte, der her fandt plads. Bøger, der gav et ståsted i verden til alle dem, der ellers ingen steder hørte til. 
Til min mor. 

Torsdagene var hendes fridag, her indhentede hun alt det, der i ugens løb var blevet forsømt. Hun bagte brød, støvsugede, vaskede gardiner, vandede blomster, bankede tæpper, luftede dyner og tørrede karmene over med en blanding af eddike, opvaskemiddel og vand. Hun skrev kort til dem i familien, der fyldte år og underskrev med alle navne, selvom det kun var hun selv, der kendte til den jubilerende onkel eller grankusinens bryllupsdag. Hun lagde aviser i bunker, sorteret efter dato og gemte dem indtil måneden var omme. Den sidste torsdag i måneden blev de så bundtet og sendt til storskrald.
Når klokken blev tre helligede hun endelig lidt tid til sig selv. Hun bryggede en kop te, smurte et stykke knækbrød med saltet smør og ost, lagde benene op på en skammel og så læste hun. Min mor vidste, at hun havde præcis en time for sig selv, før resten af huset kom hjem og forlangte hendes fulde opmærksomhed – fortalte om alt vores: En matematikprøve, en uheldig bemærkning eller en historie om, hvordan Anne Mettes fra parallelklassens far havde fået en hånd skåret af i en flismaskine.
Og min mor lagde bogen og sig selv til side. Lyttede og svarede ”åhnej da.”

Vi spurgte aldrig til hendes. Til sengetøjet eller eddikeblandingen. Til tankerne, teen eller hvad hun læste. Det var altid min mor der gav og gav og os, der tog.
Kun bøgerne gav noget tilbage.