Louise Juhl

Første gang jeg for alvor blev klar over, at jeg skulle dø, var jeg kun 19 år. Jeg lå i min morfars gæsteværelse og forsøgte at sove trods en enerverende sult. Min mave knurrede og jeg var så uendelig træt, men kunne samtidig ikke finde ro. På et tidspunkt lykkedes det dog, jeg faldt i søvn og vågnede ikke før ti timer senere. Til et chok: For enden af mine ben var der ikke længere fødder men to kuglerunde klumper, store som fodboldbolde, blålilla og iskolde. Mine fødder var simpelthen hævet i løbet af natten, og et sekund troede jeg, at det var livores mortis, ligpletter, jeg var vidne til. At jeg var død og nu på mystisk vis var i stand til at betragte mit døde legeme.
Jeg var nu ikke død. De blålilla hævelser viste sig at skyldes hungerødemer. Efter godt et halvt år med utilstrækkelig næring, sagde min krop fra. Lægen fortalte, at det var det samme, man så hos børn i områder med sultkatastrofer. Sådan som deres maver svulmede op, lige sådan svulmede mine fødder nu op. Jeg blev naturligvis rædselsslagen og bad om hjælp:
– Hvad skal jeg gøre?, ville jeg vide og lægen svarede det eneste, jeg ikke ville høre.
– Du skal spise.

De ødematose fødder blev starten på en alt for lang kamp mod spiseforstyrrelsen, i henved 15 år var jeg svingdørspatient, hvis ikke indlagt, så i gang med et andet forløb: En anbringelse på et opholdssted, på daghospital, i psykoterapi eller i hænderne på en selvbestaltet mirakelmager, der lovede at hvis bare jeg købte for tusinde kroner udtræk af en hawaiiansk hængeplante, ville jeg blive rask. Tanken om døden var sært nok ikke særligt tilstedeværende, måske var kampen for overhovedet at leve så hård, at døden ikke for alvor syntes skræmmende. Flere af mine medpatienter mistede ellers livet undervejs, de fleste til selvmord, en enkelt af multiorgansvigt, selv var jeg heldig at slippe med svære hormonelle ubalancer, knogleskørhed, svær Raynaud og en række psykiske ar, der næppe nogensinde bliver lægt. Men altså – med livet i behold.

For en del år siden var jeg ombord på et fly, på vej til Oulu i Finland for at besøge min yngste bror, da vi ramte noget turbulens. Kopper og bøger fløj rundt i kabinen, et spædbarn skreg hjerteskærende, en ældre mand anråbte Gud: “Det er nu, du skal bevise, at du findes,” skreg han. Jeg husker tydeligt, at min første tanke var: “Hvis jeg skal dø nu, så mig i det mindste få en flødebolle med hindbærskum”. Efter halvandet årti med kun gulerødder, flåede tomater fra dåse og drikkebouillon ville jeg ikke risikere at tage herfra uden en enkelt sukkerrig og chokoladetung dessert. Alt det for at sige: Gud og en flødebolle har mere til fælles, end man skulle tro.
Vi overlevede, jeg købte en flødebolle i et finsk supermarked, men mistede modet, og fik den aldrig spist. Sådan er det nok med os mennesker. Vi ved godt, at det handler om at leve, alligevel er det som om, vi bruger al vores tid på ikke at dø.

Måske er det alderen. Måske er det Ditte Gieses død. Måske er den tilsyneladende uendelige vinter, der har ramt os netop i år. I hvert fald er jeg mere ræd end nogensinde, for at falde om. Af en blodprop, et hjertestop. At finde en knude i kroppen, der viser sig at blot en af mange hundreder. Jeg får dagligt åndenød, ikke fordi jeg går op ad trapper eller på anden vis anstrenger mig, men fordi jeg føler, at det for tiden kræver ekstra luft at trække vejret, holde mig i live. Jeg er undersøgt, mit blodsukker ligger lidt lavt, mit kolesteroltal kunne til gengæld godt falde, uden at det ville gøre noget. Min puls er fint, mit hjerte banker, som det skal. Mit diastoliske blodtryk er i den høje ende, men det kan igen falde tilbage på angsten. For at dø.
Det er mildest talt ikke noget, man taler om. “Hej, jeg er bange for at dø. Hvad med dig?” De fleste vil sige, at det er spild af tid, døden kommer alligevel altid, når mindst venter den. Men nu er det jo sådan med psyken, at den ikke altid lader sig kue af fornuft. Jeg ved udmærket, at det ikke kan betale sig, at hver eneste sekund jeg spilder på at være bange for at dø, i stedet kunne bruges til at glæde sig over at jeg jo lige nu og her er i live. Andre vil sige, at der ikke er noget at være bange for. Enten fordi de tror på et efterliv, at de skal mødes med deres kære, deres barndoms kanin, en aldrig glemt ekskæreste. Gud måske også. Mens de, der er mere naturbiologisk orienterede vil sige, at døden ikke er noget, tværtimod, den er fravær af alt. Også af smerte og angst. Og i den forstand helt ufarlig.

Den danske digter Michael Strunge skrev engang “Nej, jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt”. Starte forfra og med en ren tavle. Jo tak. I så fald skulle det være til et liv med færre flåede tomater og flere flødeboller. Indtil det bliver muligt, må jeg tage det, der er til mig i dette liv:
Michael. Mumrik. Angsten for at dø. Glæden ved at leve. Og så videre.