Min radiovært-karriere

by Louise Juhl Dalsgaard

Sådan en tidlig lørdag morgen, hvor verden stadig sover og vejret lægger en dæmper på lydene,er jeg ikke længere i tvivl:

Jeg vil være radiovært!

På et program mellem 5 og 7. I weekenden. Begrænset – meget begrænset – publikum. Og jeg vil have den her søde, søde pigestemme der tænder billeder af langt lyst hår, vigende blik og uendelig tålmodighed. Måske hviske lidt af og til. “Det er bare os. Du og jeg og god musik”. Tralalala

Og jeg ville spille Neil Young: “Old Man”. To gange måske. Bare fordi det ikke kan spilles for tit.

Dernæst et gammelt hit, der  åbner for knuder i brystet og et tilbageholdt minde. Prince for eksempel (eller hvad han nu hedder idag:-) med “Sometimes it snows in April”. Det er såååå smukt. En anelse tårepersende, men på den gode måde.

Så ville jeg fortælle om, hvordan jeg som barn lå i badekarret med min spolebåndoptager og sang med på Suzi Quatros “If You can´t give me love” på et ubehjælpeligt sprog midt mellem volapyk, halvengelsk og dansk. Faktisk lærte jeg først titlen på sangen at kende, for få år tilbage. Indtil da havde det været noget  retning af:”I li barnt du mi lårt”….Men den var nu god alligevel, med sæbebobler i hele badeværelset og ingen tyssen. Døren var lukket og jeg var helt alene med musikken.

Portishead skulle på banen, som en reminder om en tid, hvor sort hår, piercing og antiverden var en dejlig, betryggende ramme for mit verdensbillede. Og uhørt god musik. Prøv bare “Elysium”. – I samme ombæring kunne jeg sætte lidt Joni Mitchell på pladespilleren. Bare for at understrege at jeg var solidarisk. Med alle. Dengang:-)

Og CV Jørgensen. Ikke at forglemme. Fordi hans lyrik er uovertruffen. Sjov og smertefuld på een gang. Fordi han bragte mig kærligheden ad snirklede, kringlede omveje(tak!). Og fordi han er så helt og aldeles sin egen.

Selvfølgelig lidt god ørehænger-musik skulle sniges ind.  – R.E.M fordi jeg simpelthen MÅ danse, når jeg hører “Losing my religion”. Thomas Helmig. Fordi han er et bysbarn. Fordi han har et dejligt smil. Fordi han er så politisk ukorrekt i min akademiske verden.

Og til slut Antony and the Johnsons. Fordi der ikke er noget under og ikke noget over! (Og så husk selv at spille Rufus Wainwright og hans søster Martha. Dejligt, dejligt. Og Van Morrison fordi han er så utrolig hyggelig. Og…Og…)

2 timer er gået. Ingen kender mig. Kun nogle ganske, ganske få har hørt programmet. Verden står stadig stille. Anonym Ankomst.

Jeg glæder mig allerede til næste gang mikrofonen tændes:-)