Louise Juhl

Det sker en en fredag, jeg går i Botanisk have, for ikke at gå i stykker. Fuglene flyver lavt, de skriger og skider, som gæsterne til en fest, der er løbet løbsk. Jeg trækker hætten op om hovedet og går, så hurtigt jeg kan. Væk fra cirklerne, det løbske, finder porten ud. Her står en mand, han kaster en flaske mod fortovets fliser, råber “yeah” og slår sig på brystet. Han virker fortabt i al sin vrede og vælde.

Derhjemme koger jeg vand og hælder over koppen med færdignudler. Det har været min eneste føde de seneste to uger, pånær den dag, jeg spiste nudlerne rå.
Jeg brænder ganen på den skoldhede suppe, det er vel bare løn som fortjent, er det ikke dét, de siger. Fuglene, de vrede mænd og chaufføren, der pegede på sit skridt og tilbød mig at betale i naturalier. Jeg kunne have sagt noget, at han kunne rende mig i røven, for eksempel, eller slikke sin egen usle pik. Men jeg rystede bare på hovedet, stak mit kort frem mod betalingsautomaten og takkede nej, da han spurgte, om jeg ville have en kvittering.

Den fredag beslutter jeg mig for noget andet. End nudler og overbærenhed. Jeg køber en t-shirt med teksten “Not for sale” og lægger mig på plænen overfor lejligheden med begge arme spredt ud til siden. Telefonen ringer, jeg tager den ikke. En nabo råber fra sit vindue: ‘Det ligner en god dag’, jeg nikker. Det ér en god dag, græsset er grønt, min krop er i vater. No more noodles. Det er løn som forfuckingtjent.