Louise Juhl

“Har du spyttet på nogen? Bevidst gjort nogen ondt i skrift eller tale? Har du pisset op ad odens bil eller lagt en lort på deres hoved? Hvis ikke,. Så behøver du næppe skamme dig.” 

Sådan sagde en klog og erfaren terapeut engang til mig, da jeg – som så mange gange før – kom til ham, brødebetynget og i tvivl om mit eget værd. Jeg gjorde jo intet godt, sagde jeg, til gengæld fyldte jeg med alle mine ord i en verden, der i forvejen var var ved at drukne i versaler og kategoriske udsagn. 
– Det er så pinefuldt, forklarede jeg og så var det, at terapeuten spurgte: – Har du spytte på nogen og alt resten, og da jeg mildt forarget kunne svare nej til det hele (jeg kunne ikke drømme om med vilje at slå hverken dyr eller mennesker, heller ikke med ord), så frikendte han mi. Eller det, han sagde, var, at min skam var uproportionel i forhold til omfanget af mit synderegister. 

Det tænker jeg en del over for tiden. At ja, jeg kunne gøre mere og bedre, jeg kunne erstatte min litterære karriere med en tjans som frivillig på et plejehjem eller som indsamler til nødhjælpsarbejder. Jeg kunne helt sikkert også udbygge min tolerance og arbejde på ikke at reagere så voldsomt på patronisisme og subtil nedladenhed. Men alt taget i betragtning, så tror jeg, at jeg uden at ryste på hånden kan sige, at jeg ikke bevidst gør nogen ondt, hverken dyr, planter eller mennesker, og at den eneste jeg ind imellem kommer for at skade at spytte på – og det kun i overført betydning – er mig selv, Med det in mente, vil jeg gå ud og nyde solen uden skam, ae min hund, kysse min mand. Måske endda nyde en kold øl, fordi jeg kan. Og må. Og så videre.