Louise Juhl

Fuglen er ikke en metafor. Himlen er bare himmel. Det er 16 dage siden, jeg sidst har rørt ved et andet menneske. En ældre dement dame forvekslede mig med sin datter. Jeg måtte skuffe hende, jeg var jo bare mig. Her kunne jeg så skifte emne, fortælle om mælkebøttens grelle gule, om min svigerfars prostata, eller den særlig saltede pølse fra Fuerteventura, en ven bragte hjem til mig for nylig. Jeg er god til at tale om noget andet, eller måske er det det samme, det grelle, det fermenterede, det salte. Hvis nogen spørger, er det ok det hele. Det er mig, den er gal med, ikke fuglene, forvekslingen, Fuerteventura.

Du må gerne røre. Du må gerne smadre. Lægge et klæde over min krop og kalde det komposteringskunst. Du må skære min hemmelighed i så mange stykker, at den tåler afsløring. k.l.æ.b.e.k.æ.l.l.i.n.g.
k.v.a.l.m.e.t.ø.s.
p.i.s.m.i.g.i.d.e.t.ø.r.e.j.e.g.e.r.d.ø.v.p.å.

Jeg tror ikke, det går. Mælkebøtten har spredt sine fnok. Den gamle dame har fundet sin datter, men genkender hende ikke. Jeg æder pølsen uden brød, 300 gram fed og fermenteret gris. Er jeg så et svin?