Louise Juhl

– Men hvad er det værste, der kan ske? Hun stikker hovedet ud inde fra køkkenet, det våde hår hænger i striber ned over skuldrene, sætter våde mærker på hendes t-shirt. Før jeg når at svare, er hun videre:
– Over eller under, vil hun vide, det er så typiske Matilda. At tænke på den slags altså, over eller under, ingenting er tilfældigt, i hendes univers er det langt fra ligegyldigt, om man foretrækker en sprød overbolle med birkes eller en dejtung bund.
– I dont mind.

Jeg er egentlig ikke sulten, men nu har hun gjort sig umagen, og det er vel også på sin plads at få noget i maven ovenpå nattens strabadser. De mange mistænkeligt kulørte drinks, den hovedløse dans. Matildas minutlange latter, ingen havde vel egentlig helt fattet, hvad det var, der var så sjovt.
– Hvis han nu har blomster med? Jeg stiller mig i døren ind til køkkenet: – Pæoner og løvemund, hindebæger og roser. Hvad fanden stiller man op med den slags mænd?
Brødristeren bipper, Matilda finder smør og ost frem fra køleskabet, juice og to kopper.
– Ja puhada, tænk hvis han var galant, fy for pokker.
Hun rækker mig bakken med boller og ost, – tænk: jeg ville nok frygte det modsatte, men sådan er vi så forskellige.
Hun nikker mod stuen:
– S’il vous plait, griber termokanden og en kande med mælk, går forrest.
– Hvis det er det værste, du kan forestille dig, ville jeg nok tage chancen.
Hun rækker ud og tager overen, mætter det varme brød med smør, skærer en skive ost:
– Jeg lærer sgu aldrig at forstå dig. Hun skænker kaffe til os begge, smiler tager en slurk:
– Det er nok derfor, jeg holder så meget af dig.

Jeg fortæller hende ikke om hænderne for munden, om den skarpe smerte, jeg et øjeblik forvekslede med fryd, en velfortjent straf for min længsel. Jeg siger ikke noget om hans beskeder, flæbeabe, tøjtetøs, pismigiøret. Eller om mine svar, undskyld, aldrig igen. Nætterne forud med lysende skærm og ømme trusler, hans omsorgsfulde vold: – Lille skat, du ved jo ikke selv, hvad du har brug.

Hvad har jeg brug for?

– Ost?
Jeg ryster på hovedet, nej tak, tager en bid af den tørre underbolle: – Har du hans nummer?
Hun griner og skærer en skive ost, dækker den med smør, ruller den sammen. Tager en bid, smørret trækker ud mellem de to forreste tænder, en fed flydende masse:
– Klart, hun finder en seddel frem af sin lomme: – Grab a bite.