Louise Juhl

destory.dk

Number nine

Hvad gør man ved det, man føler, når det, man føler, ikke nytter noget. Når sorgen ikke nytter, vreden ikke nytter, når ingen nytter nogen noget. Hvad gør en kyssetøs, en sugekop, en pleaserpony. En konfettikælling, en lottokugle: “Number nine, number nine, number nine.” Hvad gør man, når man må ringe til horoskoptjenesten for at høre, hvordan man har det. Når ens ven går under jorden, og det eneste, man kan komme i tanke om er at spørge, om man må gå med. Når “det, man siger, er man selv,” og det, man siger så er helt uden mening?

Ting

Ting der kan skæres over på midten: 
Lakridssnørebånd, agurk, ord med et lige antal bogstaver, strå, medister, tapetbaner.

Ting, der bliver mindre med tiden: 
Solen, viskelædere ved brug, begejstringen over pind-is og fondue.

Ting, der vokser ud eller går over:
Tøsne, permanentkrøller, hvalpefedt, troen på uendelig sommer.

Ting, der bliver større af at blive delt:
Gærdej og kærlighed.

Kartofler og brintbomber

“en dag man måske som sædvanligt har glemt man skal dø”

Sådan skriver Inger Christensen i digtsamlingen Alfabet, i samme digt som hun også skriver om Øresund, brintbomber og om at koge kartofler. Det er vilde kontraster, bomber og kartofler, ligesom det er en vild sætning, den om at vi skal dø. Og så på en helt almindelig dag?
Det er råt, og det er smukt.
Jeg ved ikke, hvorfor de ord, hver gang jeg læser dem, hvorfor de giver mig lyst til at åbne vinduet og råbe dem ad mine lungers fulde kraft. Ligesom Anne Carson ubærligt præcise formulering gør:
“Altid en trøst at antage, at der gemmer sig en hemmelighed bag det, der piner en.”
Det her håb om, at der er noget, der giver det hele mening. Men så rejser spørgsmålet sig. Mening for hvad, for hvem. Giver fuglene måske mening for himlen, Bowie mening for en myresluger? Er kartofler værd at nævne ved siden af bomberne, er døden værd at nævne, når nu vi er i live. Der er så mange diskussioner om, hvad vi MÅ skrive, hvad vi BØR skrive. Hvem der kan og må og skal. Er det i det hele taget ikke bare spild af tid at skrive, er det ikke handling, verden venter på. Hvad fanden betyder en bog, når børn bliver slået ihjel og hvaler bliver kvalt i plastik. Hvem er jeg overhovedet at tro, at det gør nogen forskel, hvad jeg tænker, siger, skriver, ville det ikke være bedre at jeg slettede det her opslag og brugte timerne på at samle flakser, hvis pant, jeg kunne donere til et godt formål?
Jo. Men hvis alle tænker sådan, ville der ikke være nogen Inger og Anne i verden og måske er det rent faktisk linjer som deres, der får mig til at stoppe op og tænke. Over døden og livet og lidelsen. Over hvad, der giver mening. For hvem.
I Naja Marie Aidts ubærligt smukke bog “Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” skriver hun om sorgen efter sin søn, Carls, død. Hun skriver om choksprog, hun skriver “Intet er virkeligt. Sproget er tømt for betydning”. Alligevel skriver hun Carls Bog, for uanset hvor betydningsløst sproget kan synes, er det fuld af mening. Og alverdens mening strømmer fra bogen, selv når den skriver om det ituslåede, det ødelagte, den sorg, der er så stor, at den ikke KAN rummes. Og det vi ikke kan rumme, må vi skrive, gøre til ord, der bærer en mening, vi ikke selv kan finde. Aidt skriver:
“Hver morgen skal vi indse det på ny. Vi skal forstå. Men vi forstår det ikke. Vi fryser. Så drikker vi kaffe. Så børster vi tænder. Så kommer en ven. Så siger vores ven: Nu går vi en tur. Vores ven siger: Kom. Sæt den ene fod foran den anden. Så går vi. Det er morgen, lyset er skingert. I lyset driver frygten rundt som olie på vand. Og vi driver. Vi er drivtømmer, pinde. knoglestumper. Vi er ikke mere os selv. Vi kan kan ikke indeholde os selv”.
Jeg har ingen børn og ikke mistet nogen, der stod mig så nært som et barn står dets forældre. Alligevel mærker jeg det hele, afmagten, sorgen, der er så stor, at den opløser verden, virkeligheden. Det mærkelige er, hvordan sproget – her, hvor det føles allermest betydningsløst – giver allermest mening. Her hvor det ikke nytter at forklare eller at forstå, men kun at gå. En fod foran den anden. Lys. Morgen.
Det giver al mulig mening, ligesom Inger Christensen kogte kartofler giver mening i samme sætning som død og brintbomber. Det handler om den trøst, der er i at turde tro på, at der bag ved det, der piner os, findes en hemmelighed. Noget, der får os til at gå videre. Drive. Skrive som Aidt, der skriver:
“Jeg ville gå til verdens ende for dig. Men det var ikke langt nok.”
Det er ikke til at bære, men sætningerne bærer det, så jeg kan læse og tage en lille del af det ubærlige på mig, og sådan kan vi gennem litteraturen sammen løfte livet. Og døden.

Når intet er rigtigt, men alt er sandt

I lang tid skrev jeg alting i kursiv. Det hjalp mig til at tro, at jeg i virkeligheden citerede en anden. At mine tanker bare var ord, jeg trak frem af en skuffe og skrev ned. At jeg ikke behøvede at tage dem så personligt, tage mig selv så personligt. Jeg skrev “storblomstret omsorg” og “natteblind nåde” og læste det højt for min hund, der gabte til svar.
Judith Hermanns seneste udgivelse, “Vi ville have fortalt hinanden alt,” er en beretning om hendes liv og forfatterskab, om det at læse og leve som to uadskillelige størrelser. Når hun skriver, fortæller hun, er det sjældent om det, der er sket, men snarere om alt det, der ikke er sket. Det ikkestedfindende, det fraværende, det forsømte. Om alt det, der kunne være sket, hvis ikke, det var fordi. Dette fordi, det skriver hun om.
Den tyske filosof Wittgenstein har sagt: “Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,” men alle ved, at det kan man ikke, og det er derfor kunsten finde. For at vi kan tale om det på en anden måde. I Judiths Hermanns ved at skrive ubegribeligt gode fortællinger, der giver tavsheden, det fortiede en stemme. Eller som hendes psykoanalytiker skriver tilbage til hende, da hun forærer ham en af sine bøger:
“Hvilket utrætteligt arbejde med detaljerne, at gøre alt så fikst fremmed, at forskyde det sådan, at intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”
Intet er rigtigt, men alt er sandt. Sådan er det også, når jeg skriver. Summen af alle løgnene bliver sand.
Jeg så engang en dokumentar om to brødre, tvillinger, der voksede op sammen på en gård i Sydengland. Forældrene var velhavende, de to drenge havde alt, hvad man kunne ønske sig. De var stærkt forbundne, delte værelse og interesser, indtil de fyldte 18. her købte den ene en motorcykel og kørte galt, en voldsom ulykke, da han vågnede havde han mistet sin hukommelse, han kunne hverken genkende sin mor eller sin far, huskede ikke sit eget navn, eller hvor han kom fra. Den eneste, han genkendte var sin bror, der blev hans anker i verden. Møjsommeligt hjalp han sin bror med at bygge hans hukommelse op fra bunden. I timevis sad han ved hans seng og erindrede ham om, hvad hans yndlingsfarve var og hvilken musik, han foretrak. Hvad hans kærester havde heddet, og hvilke ferier, de havde været på. De lange nætter med lommelygter og højtlæsning for hinanden.
Den forulykkede tvilling kom sig langsomt og byggede ved hjælp af sin brors hukommelses sin egen op. Han fandt en kone, fik børn. Men så døde de to nu voksne mænds forældre og de måtte rydde huset sammen. Her fandt de en kasse med billeder. Af de to drenge som børn, nøgen og med ansigterne revet af, på andre var deres øjne stukket ud. Den hukommelsessvækkede tvilling forstod intet: De havde jo haft en lykkelig barndom, hvor stammede disse makabre fotos fra? Men hans bror slog det hen, det måtte være en misforståelse, en tåbelig leg, noget, nogen havde glemt.
Til sidst tilstod han dog. Fortalte, hvordan de begge var blevet misbrugte gennem hele deres barndom. Låst inde i et skur og lejet ud til venner for penge. Alt, hvad han havde fortalt, var aldrig sket. Hele den forulykkede tvillings tilværelse var således baseret på en løgn.
Jeg tænker, at kunsten kan begge dele. Lyve eller talte mere sandt end virkeligheden, giver os adgang til. Den kan bygge sandslotte op, som i tilfældet med de to tvillinger, et eventyr, der gjorde, at den forulykkede kunne overkomme sin ulykke. Men den kan også gøre det modsatte – bryde illusioner ned, åbne vores øjne for den sandhed, vi ellers ikke magter, tør eller orker at se i øjnene.
“Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie,” mente Wittgenstein.
Kunsten gør det modsatte, den taler om alt det, vi ikke kan eller må tie om. Den gør det velkendte fikst fremmed, skriver i kursiv og forskyder tingene så “intet til sidst er rigtigt, men alt sandt.”

Absolut gehør

I Linn Ullmanns roman ‘De urolige’, citerer jeg-fortælleren sin far for at sige: “Vrede er følelsernes svar på absolut gehør”. I musikteori er absolut gehør udtryk for evnen til at gengive en bestemt tone uden hjælp fra en referencetone. Evnen er ganske få mennesker forundt, kun cirka en ud af ti tusinde har den, og trods intensiv forskning er der stadig ingen forklaring på fænomenet. 
Jeg ved jo ikke, hvad faren i Ullmanns roman (der er bygget over hendes egen far, Ingmar Bergmanns, sidste år) præcis har ment, men absolut gehør er en næsten overfølsom evne til at registrere toner og selv ganske små afvigelser herfra. På samme måde, kunne man forestille sig, at mennesker med voldsomme følelsesudbrud, måske er født med en hyperudviklet sensitivitet, en ikke altid konstruktiv evne til at registrere selv små uoverensstemmelser, ubalancer, disharmonier. At mennesker med særligt gehør for vreden, måske mærker mere, end hvad godt er. 
– Derfor, siger faren i romanen, er det af største vigtighed at kunne tøjle sit gehør. For ingen kan tåle at mærke alt. 
Jeg har tænkt meget over den sætning. Ingen kan tåle at mærke alt. 
Og jeg har tænkt over absolut gehør, både i musikalsk og følelsesmæssig betydning. Evnen til at sanse på et næsten overfølsomt niveau. Jeg har hørt fra musikere, at det sjældent er en fordel at eje evnen, for så godt som al samskabelse består af “lige-ved-og-næsten”: Små rytmiske forskydninger og forsøg på at nå hinanden. Det er dét, der er så smukt, disse forsøg, denne konstante henvendelse frem og tilbage: her er jeg, hvor er du? Det er jo vejen derhen – ikke målet, der skaber musikken. 
På samme måde gælder det særligt følsomme gehør. Evnen til at mærke ubalancer, disharmonier. Lyden af skuffelse: en teske, der rører i kaffekoppen. Rundt og rundt og rundt og rundt. Tilbageholdte gråd: Rastløs trippen og skabslåger, der åbnes og lukkes igen uden at noget hentes frem eller stilles tilbage. Jeg tænker på min mor, der vidste, allerede før jeg kom hjem fra skole, at jeg havde skrabet et knæ – og stod parat med et plaster. Pustede. Som vidste på sekundet, hvad klokken var slået, da en taxa standsede foran vores hus: At det var besked om min mormor, at hun var ved at dø. Jeg tror, hun har brugt et helt liv på at tøjle dette gehør og jeg ved, hvad det koster af kræfter. Hele tiden at gisne, undlade at spørge til alt det usagte, ikke altid at tro, at skyerne er et gardin, man har glemt at trække fra eller at fuglen, der flyver mod ruden og falder til jorden, skulle være en straf for at glemme en venindes fødselsdag. 
Jeg har læst, at absolut gehør handler om asymmetri i hjernen. At området ved tindingelappen i venstre side af hjernen, simpelthen er større end ved mennesker med relativt gehør. Måske gælder det samme med følelser. At de, der føler for meget eller for højt, har en asymmetri – ikke i hjernen men i hjertet. At det banker lidt skævt i forhold til andres. Ifølge den franske kulturteoretiker kulturteoretiker Henri Lefebvre, er rytmer en helt central del af samfundsstrukturen. At møde klokken 8, spise frokost klokken 12, gå hjem klokken 16, se TV klokken 20. I Vesten er taktarten tre- og firefjerdedele mest udbredt, den finder vi blandt andet i pardansen vals, som vi danser til bryllupper. Én, to tre. Én, to tre. Én, to tre. Hvis man tæller forkert, træder man den anden over tæerne. Av. 
Måske slår følsomme hjerter ikke i tre- fjerdedele men mere som når ghanesere stamper deres dej, Fufu. Der skal mindst to til. Den ene støder cirka hvert andet sekund med en høj pæl ned i et lille kar, den anden skubber Fufu-dejen ind under pælen, mens den er i luften, og tilfører løbende en smule vand. Nogle vil måske kalde ghanesernes Fufu-rytme for skæv, dejen for klæg og klistret. Det samme kan ske, hvis man slår med hjertet i en takt, der ikke følger de andres. At man bliver kaldt klistret, set skævt til. Ned på. 
Det er egentlig en skam.

Anbefaling

Jeg er meget optaget af essayet som genre, alle de muligheder, det rummer, måske mest af alt det, at dets mål ikke er at konkludere men at diskutere. 
Det enkeltstående essay, der har berørt mig mest, er det, Information bragte i 2022 af forfatteren Christina Hagen: “Vi er nødt til at tale om, at selvmordstanker for nogle er en naturlig del af livet,” lyder overskriften og den første linje, der følger efter: “Min stedfar skød sig i hovedet, da jeg var barn. Det var ikke et chok.”
Hele teksten virker som skrevet i et eneste langt åndedrag, en tour de force gennem videnskab, filmkunst og litteratur, hvor hun blandt andet citerer Michael Strenge for de urimeligt smukke linjer: “Nej/ Jeg vil ikke dø/ jeg vil bare være ufødt”. Selv skriver hun senere:
“Det er aldrig det at dø, der i sig selv er drømmen. Det er det at være væk fra kravene, der er besnærende. Fra rutinen, det sociale, fra den person, man nu er blevet, og som folk taler til, som om de ved, hvem er.”
Gulp. Hvem kender ikke den tanke at blive fri fra sig selv eller nej, at blive en anden: Mindre kejtet, mere sikker. Halvt så bekræftelsessyg og dobbelt så generøs. Det behøver man langtfra at være selvmordstruet for at tænke, og det er derfor Hagens essay er så stærkt. Fordi det hverken er en besyngelse- eller fordømmelse af selvmordet og døden, men derimod en undersøgelse af livet. Og det at leve betyder for de fleste også ind imellem et ønske om at blive fri for netop det. Et splitsekund, to, for så at forsvinde igen, fordi der er alligevel viser sig at være lige præcis én grund mere til at blive end til at gå. Eller som Christina Hagen skriver mod slutningen af sin tekst:
“Måske skal vi tillade os at være fra en anden planet. Måske kan vi genskabe den planet sammen. Et sted, hvor man ikke behøver smile, hvis man ikke er glad. En ærlig måde at leve på, hvor man ikke er kaptajn på et skib. Mere en delfin eller en lillebitte ubetydelig fisk med øjne som knappenåle, plirrende, nysgerrige, åbne.”
Måske blev det her lidt rodet, men summeret op: Læs!
Pine, Hermann og ikke mindst Hagen. Det er livet værd.

Noter til Katrine Marie Guldagers “Jeg hører, hvad du siger”

Engang arbejdede jeg i en integreret institution, jeg mødte ind klokken 6.30 og tog imod de første børn, Ingegerd, Laurits, Laura, Signa. Og Nete, hvis mor hed Ag-nete og som altid havde huller i tøjet: Et jakkeærme, der lækkede dun eller en storetå der stak frem fra strømpestoffet. Ind imellem malede hun øjne og næse på tåen og lagde rødt lak på neglen. Så gik hun rundt sådan en hel dag og pralede med sin nøgne tå: – Se!, bevægede den som til et nik: – Sig hej til Adolf. Men de andre børn hilste kun sjældent, det var som om hun ville dem for meget, de trak væk eller vendte sig kun halvvejs rundt, skulede over skulderen, hej, hvilket af en eller anden grund virkede mere afvisende end slet ikke at reagere.

I Katrine Marie Guldagers bog “Jeg hører, hvad du siger,” der udkommer i dag, møder vi Marianne, en midaldrende parterapeut, hvis søn kæmper med alvorlig psykisk sygdom og bliver indlagt efter et – i hvert fald påstået – overfald. Han medicineres massivt, og Marianne er dybt ulykkelig over at se sin søn som en Zombie i hospitalets spøgelseslignende omgivelser. Hun kæmper for at få lov at se ham og opdager til sin fortvivlelse, at hun i journalen står angivet som en del af problemet: “Samarbejdsvanskeligheder med Mater”.
Grunden til, at jeg nævner Guldagers bog, er en ganske lille passage undervejs. En medpatient, Birgit, går rundt på gangene og klager over ondt i armen. Hun klynker og råber om hjælp og Marianne kontakter personalet og gør opmærksom på den ulykkelige kvinde. Men personalet afviser: Der er slet ikke noget galt med Birgits arm, siger de, hun vil bare have opmærksomhed. Og så stiller Marianne dem hundredetusindekroners spørgsmålet: Men hvorfor giver I hende det så ikke?
Jeg synes, det er bogens mest rørende øjeblik. Måske fordi jeg genkender men også fordi, det rører noget dybt i mig. Nemlig den stærkt protestantiske arvesynd, vi nordboere render rundt med, og som påskriver os aldrig at være til besvær, ikke at bede om hjælp, klare os selv. “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. For tiden er det populært at dele artikler om en påstået overdreven fokus på sårbarhed, en omsiggribende og kvælende psykologisering. De unge mennesker, der lider, skal lære at se ud i stedet for ind, lyder mantraet, og det er muligt, at det faktisk hjælper. At se ud, altså, på træerne og marehalmen i klitterne og på mågerne, der hver eneste dag må stride sig igennem vinden alene for at holde sig på vingerne. Det tror jeg såmænd er rigtigt nok.
Men det er ikke det samme som at det giver Carte Blanche til at overhøre, når mennesker beder om hjælp, råber av eller skærer i sig selv, for at give deres tavse smerte en stemme af snitsår og blod. Det tenderer det hånlige, at afvise andres smerte på den måde, og er nok snarere udtryk for en egoistisk selvtilfredshed: JEG har ikke ondt, ergo har du heller ikke ondt. JEG har ikke brug for hjælp, så har du heller ikke. MIT bedste er det samme, som dit bedste.

Lederen af den institution, jeg arbejdede i, pålagde Netes mor at købe nye strømper. Uden huller. Det ville løse problemet med de andre børns afvisninger, mente hun. Og så gik Nete rundt uden huller i sokkerne og så på, mens de andre legede, hun blev stadig ikke inviteret med ind. En dag klippede hun sit hår med en kartonsaks, helt ulige længder, nogle steder ind til issen, andre steder til øret. De andre børn så endelig op – og skreg af grin og Nete lo med dem, haha, det var hjerteskærende at se og høre på.

Tværsummen af alle laster er 13

Bag frygten for tallet 13, triskaidekafobi, gemmer sig fortællingen om den sidste nadver, om Judas der forrådte jesus, om hanen, der gol i stedet for at gale og solen, der stod op. Tallet tretten er underverdens tal, det er summen af alt det fortrængte, det er et og tre – to primtal – sat sammen til et tredje, så ensomt som noget kan være. 
Jeg fik 13 til alle mine eksaminer, det var i ’92, og jeg var oppe i religion og historie og oldtidskundskab, til translokationen spillede jeg et nummer med Shit og Chalou, og det var ikke før tre uger senere, at jeg mærkede ensomheden, det primtalte. 
På denne dag i oktober 1972 havarerede et fly i Andesbjergene, 16 overlevede, men kun ved at spise kødet fra deres døde medpassagerer, jeg har tit tænkt på dem siden, på de overlevende, den skam at leve på andres nåde, denne enes død den andens, ja jeg nænner ikke engang at fuldføre sætningen. Af en eller anden grund bar jeg en flig af den samme skyld, en følelse af, at min præstationer i skolen måtte bygge på nogle andres fald eller i hvert fald, at dét, jeg havde i hovedet måtte mangle i hjertet. 
Jeg tror ikke på ret meget, og da slet ikke på overtro, men det er jo ikke det samme som at jeg ikke er bange eller bare undgår alt, der vedrører primtal. I SAS fly har man helt fjernet sæderække nummer 13, det er helt til grin, for hvad så med række nummer fjorten, er det i virkeligheden række nummer tretten i forklædning, kan man bare fjerne angsten ved at male den over, holde sig for ørene og synge tralalala, mens flyet styrter. 
Jeg ved det ikke, jeg ved bare, at tværsummen af dagen i dag (04012024) er tretten, at Mek pek har fødselsdag og at al udkørsel hvor jeg bor, er frarådet. Det er hverken en trussel eller overtro men et faktum

Skumslukker

Jeg har tænkt på hende de sidste dage, på K, genboen, der gik i bare tæer året rundt og bagte boller, hun tilbød til alle: Postbudet, en tilfældig hundelufter, fuglene. Hver dag bagte hun, som en slags bod for alt det, hun ikke kunne, fordi hendes psyke var for skrøbelig. Hun sagde selv, hun fik blå mærker bare nogen trykkede hende i hånden, og hun kunne bryde ud i gråd alene ved tanken om en fugl, der fløj imod ruden.
Hun forsøgte ni gange, oftest ved hjælp af piller, men også to gange ved drukning. Én enkelt gang forsøgte hun at kvæle sig selv med et stykke ledning, men besvimede længe før det for alvor blev farligt, og en anden gang lagde hun sig nøgen i sneen og ventede på at hendes hjerte skulle gå i stå. Det var naboens datter der fandt hende, hun pustede hendes hænder varme, hviskede “kom” og hjalp hende ind til tæpper og te.
Hun ønskede ikke at leve, hun duede ikke til det, hun var for klodset, for trist, for øm og blå, sagde hun.
Men så en sommer fik hun ondt i hovedet og benene begyndte at hæve, hun blev indlagt og undersøgt, det var kræft i stadie fire. Der var metastaser overalt, i tarmene, den højre lunge, begge bryster. Det mærkelige var, at hun, der hele sit liv havde ønsket at dø, nu ville give alt for at forblive i live. Hun betalte en healer 34000 kroner, købte særlige udtræk af efter sigende helbredende urter og rejste med tog til Tyskland for at drikke af en hellig kilde. Intet af det hjalp, knuderne blev ved med at vokse, cellerne med at dele sig på kryds og tværs. K rasede, hun samlede kviste til et bål i haven og tændte op, flammerne stod meterhøje, det var i oktober og brandvæsnet måtte rykke ud med skumslukkere. Hun fik en bøde, men undlod at betale og døde, før de nåede at sende en rykker.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg tænker på hende netop nu, eller hvad jeg vil sige. Måske bare, at vi skal huske at tage imod, hvis nogen rækker os en bolle, en blå hånd.

Havmåge

Om lyset vil jeg sige, at det falder smukkest, når det falder skråt. Helt ulig skammen, der falder lodret som en tonstung fjer og ikke skyldes andet end livet som sådan. Jeg kørte engang måge ned, det var i Thy, tæt på Nørre Vorupør, på en lang lige landevej med lyng til begge sider. Det gav et smæld, som var bilen blevet ramt et skud, og jeg standsede og fik øje på fuglen. En stor havmåge. Larus Marinus, med et vingefang tæt på halvanden meter og kuglerunde, vidtåbne øjne, der så direkte igennem mig og ud i evigheden, og jeg kom i tanke om, hvad jeg havde lært af min biologilærer, Ebbe fra Gjøl, om at befri hårdt skadede dyr fra deres lidelser, og jeg greb fuglen om de spinkle kødfarvede ben og løftede den fra vejen og op over hovedet. Og så slog jeg, en gang, to gange, tre. Der var ikke noget at se ingen blod, ikke noget at høre, ingen af dyrets ellers så velkendte skrig. Bare de vidtåbne øjne, den kilotunge fugl, asfalt, der glinsede som en stjernehimmel og lige over os: Solen, hvis lys faldt hårdt og tungt som en dommers hammer.