Louise Juhl

For et øjeblik siden var jeg ude at gå med Mumrik og mødte undervejs en ældre dame med gangstativ. Hun spurgte om lov til klappe hunden, ja naturligvis, svarede jeg og undskyldte, at han var både våd og mægtig mudret. Det er helt ok, sagde kvinden, hun havde selv haft hund i mere end 60 år, syv boksere og en Cocker spaniel var det blevet til gennem årene. Nu var hun flyttet i en beskyttet bolig og måtte ikke længere holde hund, det var vist nok noget med plejepersonalet. at de kunne risikere at have allergi og så alt det ekstra arbejde med at gøre rent efter pelsdyr. – Det er så tomt uden en hund, sagde hun, og foretrak derfor at trodse regnen og stavre omkring med sin rollator og opsøge folk på tur med deres hunde, spørge om lov til at låne lidt kærlighed, – et enkelt klap. Det var ikke det samme som at have sin egen, tilstod hun, men alt taget i betragtning var det helt ok og i hvert fald bedre end ingenting. For ti år siden, før jeg fik Mumrik, ville jeg ikke have haft den her samtale og af samme grund heller ikke forstået, hvad der drev et menneske til at gå omkring og klappe hunde. Jeg ville højst sandsynligt have set på den ældre kvinde med medlidenhed, have haft ondt af hende, sådan en ensom stakkel på jagt. I dag er jeg heldigvis klogere og kan se, at kvinden er heldig sådan at have fundet en åben port til kærligheden.
“Hundene er evigt engle, amen,” som min ven, Bjørn, skriver i Fiskesonetterne, og jeg er helt enig. De er engle med pels og på fire ben, hurra.