Rejs dig

by Louise Juhl Dalsgaard

Et andet sted skriver Louis om sin mor:
”Hun elskede talemåder og alt det, de kan udtrykke i kun få ord: 
Jeg er ikke rig på noget, kun på sorger. Fattigdom forhindrer ikke renlighed. Man skal ikke vække den slumrende løve. Hunde, der har bidt, bider igen.”

Min mor elskede samme slags, men brugte dem anderledes. Til at overbevise sig selv om at fortsætte, til at overdøve kroppens signaler og blive ved trods træthed og hovedpine. Enhver optakt til mismod trumfede hun med en talemåde, som hun udtalte med en næsten overdrevet høj og klar røst:
Jeg er glad, fordi jeg vil være glad! 
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke også er godt for noget.
Med det gode kommer man længst. 

Måske brugte hun talemåderne til at overbevise sig selv om, at det hele nok skulle gå. Som en løftestang. Men det kom til at lyde som irettesættelser, som om hun brugte andres ord til at bebrejde sig selv sine følelser og sit liv. 

I en lomme i sin pung gemte hun på udklip, et af dem lød. ”Fald syv gange men rejs dig otte”.
Kilden var en ukendt mand fra for længst.
Af en eller anden grund virkede det absurd på mig, at min mor gik rundt med den seddel. Som om en ukendt mand havde noget at lære hende: Hun, der rejste sig trehundredeogfemogtres dage om året, tog sig af tre børn, fuldtidsarbejde, indkøb, madlavning, rengøring, opdragelse.
Hvis nogen skulle skrive om den slags, om at rejse sig på og -i trods, skulle det være min mor.
Men så meget betydning tillagde hun ikke sig selv.