Louise Juhl

I nat var jeg igen indlagt. På den samme afdeling som dengang, på den samme stue. Jeg var ikke tynd og ikke ved at dø af sult, men jeg var meget ked af det. Lægen gav mig en blomst og talte om at dyrke det skønne, vande det, holde ved. Og jeg tog imod den afklippede blomst, der rigtignok var virkelig smuk, og nænnede ikke at sige til ham, at en blomst uden rod jo kun holdt i få dage, uanset hvor meget man vandede og holdt ved.

Jeg kender ikke den, jeg var før. Kun den, jeg blev til, en hjemløs i min egen krop, i mit eget liv. I Judith Hermanns “Jeg vil gå tilbage i tiden”, der udkommer på fredag, rammes jeg-fortællerens mor af transitorisk global amnesi. Det vil sige akut opstået forbigående hukommelsestab, den ramte husker ikke noget, genkender ikke sine nære, men genkalder sig sin identitet, navn og personnummer.
Nogle gange har jeg det som om, jeg mistede noget, akut, den dag i 1992, hvor jeg skrev en seddel til mig selv: “Fra dags dato vil jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig.” Noget, der søg aldrig vendte tilbage. Som om sedlen, jeg skrev, var et hukommelseskort, jeg erstattede med alt, jeg hidtil havde kendt til, troet på, holdt af. Nu var det eneste, jeg huskede, dette: “leve sundt, dyrke motion, tabe mig.” Det er skræmmende, for der er vitterligt et før og efter den seddel, det bytte mellem den, jeg hidtil havde været, den udadvendte, nysgerrige, forventningsfulde, og så den, jeg nu blev: sammenbidt, skeptisk, frygtsom.

Da jeg vågnede i morges, var jeg ulykkelig. Fordi jeg igen – gudhjælpemig – var havnet der. På hospitalet med et appellerende blik og fremstrakte hænder. Hjælp! Og fordi jeg også denne gang, ligesom sidst, blev mødt af en hjælp, der var velment og professionel, men som også led under en ekstrem grad af kortsigtethed. En afklippet blomst er svær at gro en have omkring.
Og jeg kom til at tænke på Indonesien, jordskælvet for nylig. Billederne af mennesker gemt under murbrokker. Grå af støv, nogle få i live, de fleste omkomne. En hånd, et håb: en treårig dreng findes i ruinerne af et sammenstyrtet hus, i live! Jeg har aldrig oplevet et jordskælv, men jeg bilder mig ind, jeg på samme vis har vinket fra ruinerne af et liv: Hjælp. Og er blevet hentet ud, mine sår behandlet, mit tøj vasket, og en ny adresse fundet.
Men ingen har nogensinde spurgt, hvad jeg lavede i det hus, hvad der forårsagede jordskælvet, hvor længe jeg lå der, før nogen så mig, om jeg har andre mén end dødsår og flænger. Måske er det derfor, jeg vender tilbage i drømme. Ikke til ruinen, men til den hospitalsstue, jeg vågnede op på, de hænder, der rensede mine sår, satte plaster på. I håb om, at de vil spørge til resten, ikke fordi jeg ved, hvad resten er, men fordi jeg ved, at det findes.