Safespace

by Louise Juhl Dalsgaard

Min mor gik i kirke, ikke ofte men med ujævne mellemrum. Det kunne være den tredje søndag i maj, for eksempel, efter flere måneder uden et besøg, så stod hun tidligt op, hentede grovbirkes og københavnerstykker, satte smør og ost frem, lavede te. Så meddelte hun, at vi måtte stå for resten selv – at tage for os af det veldækkede morgenbord. Selv ville hun søge lidt åndelig føde, smålo hun og tog afsted, før vi kunne nå at spørge til mere.
Jeg ved ikke, hvor stærk min mors tro egentlig var, hvor konkret. Om hun virkelig troede på en himmelfaren Gudssøn, der sad et sted oven over os allesammen, det hele, alle verdens sandslotte, oven over fjendelene, over Anne og hendes høns. Selv forklarede hun sine besøg med, at de var et forsøg at kvalificere hende tvivl. Selv tænker jeg, at de var en mulighed for at være alene. Kirken var et safespace (min far var ateist og gjorde gerne og tæt på hensynsløst grin med Gud og gudstro, som han sammenlignede med at tro på nisser og søslanger.) Den var et frirum, hvor hun ikke behøvede at forklare sig eller berettige hvad hun gjorde, hvorfor hun gjorde. Her kunne hun være sig selv, sine tanker, her kunne hun, uden at blive gjort til grin eller hånet for sin svaghed, folde hænderne til bøn, bede om hjælp. Jeg forestiller mig, at hendes bønner var simple, at hun bad om kræfter til at overkomme husarbejdet, fødselsdagsforberedelserne. At hun bad om hjælp til at forstå sine børn: Den ældstes uregerlige temperament, den midterstes tøvende natur og yngstebarnets forpjuskede famlen-sig-vej i tilværelsen. Måske bad hun bare om et øjebliks ro. Fra børn, mand, forpligtelser.
Jeg tænker, at min mor vidste, hvad kirken kunne give hende, et sted at rfolde sine hænder, hvile sine tanker, være sig selv. Måske allermest det sidste, bare dét, et sted at være sig selv.