Louise Juhl

Det er den 25. februar, om fire dage skydes foråret i gang, det er noget med fugle og vintergækker, erantis og altings genkomst. Jeg havde engang en kæreste, der sagde, at menneskeheden forekom ham så dum, at han skammede sig over at tilhøre den. Det var dagen før han pakkede en rygsæk og en kasse med portionspakket frysetørret gullasch, en trangia, en pandelampe og en oversize schweizerkniv, hvis længste blad rakte helt fra håndrod til langefingerens spids.

I ni dage hørte jeg ikke fra ham. Hele tiden tænkte jeg på, hvor han var, hvorfor, hvor længe han ville være væk. Og så på det med menneskeheden, på, hvor dum, den i min kærestes
øjne, var, og at jeg jo var en del af den dumhed.
Han ringede en onsdag. Han sad et sted i sydtyskland, forklarede han, med et betændt højre øje. Om jeg kunne hjælpe: sende penge og tjekke togtider, finde en afgang et sted nær, hvor han var?
Jeg overførte 1500 kroner til hans konto, ringede til hans læge og fik navnet på et håndkøbspræparat, han kunne behandle det betændte øje med, til han nåede hjem. Skrev en lang besked med adresser på banegårde, afgangstider, togskift og muligheder for forplejning undervejs.

Jeg hentede ham ved stationen i Hørning, øjet var ildrødt og omgivelserne hævede, han virkede vred. Som om verden var kommet i verden, og hans uheld i virkeligheden var en konspiration, jeg stod bag for at få ham tilbage og hjem. Han forlangte, at jeg sov på sofaen i stuen og ville ikke høre tale om, at opsøge en læge. Han fortsatte endda med at hælde kogende vand over pakkerne med frysetørret gullasch og åd det af en kop. Jeg forsøgte at få ham i tale, sagde, at man jo godt kunne udnytte verdens fortræffeligheder uden dermed at overgive sig til dens dumhed. – Du snakker og røven går, svarede han, og lagde sig tilbage i sengen. Fandt noget porno og lå sådan længe, men øjet kom i vejen, han havde svært ved at se og lydene alene, var ikke nok til at tilfredsstille ham.
Jeg fik ondt af manden. I to år levede jeg sådan, med et menneske, der så mig som en paria, en del af en verden, han ikke ville vide af. Alligevel kyssede han mig, købte gaver og kaldte mig for elskede, når altså ikke han kaldte mig for kælling eller det, der var værre.

I dag begriber jeg ikke, hvorfor jeg lod det ske. Hvorfor jeg ikke gik, lod ham ligge uforløst med sit betændte øje og en pik, der ikke ville makke ret. Hvorfor jeg fortsatte med at ringe til hans læge, lave mad, finde på undskyldninger, når vi blev inviteret ud, for ikke at risikere, at værterne skulle opleve ha, når han var værst.
Måske fordi jeg havde ondt af ham. Måske fordi jeg ikke troede, jeg var andet værd. Måske fordi dagene gik, som dage nu går, onsdag blev til torsdag og torsdag til fredag. Et år til to.
Jeg endte med at tage bussen væk. En morgen klokken seks. der var kun en anden passager i bussen. Chaufføren havde fuldskæg og drak kaffe af en termokop. Jeg havde kun med, hvad jeg kunne have i en rygsæk, stod af ved banegården uden at vide. Hvad nu?