Louise Juhl

Jeg er i på mange måder ikke fedtet med mig selv. Jeg deler forholdsvis ugenert ud af mine erfaringer, både af de gode og de knap så gode. Jeg har åbent fortalt om mine mangeårige spiseforstyrrelse. Om mit uhensigtsmæssigt store pleasergen. Om en indre stemme, der ind imellem antager karakter af noget nær selvskade: Din lede linselus. Dit bekræftelsessyge monster. Luk nu røven, søster lagkage. Ynkelige flæbefinke. 

Jeg har derimod så godt som aldrig talt om sex. Og bare rolig, det kommer jeg heller ikke til. Jeg er godt gammeldags blufærdig. Ja jeg bliver forlegen, når talen falder på den slags. Måske er jeg præget af en opvækst, hvor krop var noget, man gemte under fem lag tøj. Hvor begær begrænsede sig til mere prosaiske lyster: trang til hjemmelavede flødeboller eller klatkager med kirsebærsovs. 
I min bog ‘Ting jeg tænker på’ beskrives det, hvordan en mor balancerer kejtet i sandet på stranden, med én hånd, der holder det store badehåndklæde, og en anden, der med stort besvær forsøger at lirke en BH på plads uden at så meget som en millimeter bar hud afsløres. Den form for blufærdighed, hvor kroppen synes at være et åg, en skamplet, noget, man skal gemme væk, fordi det er… forbudt? forkert? syndigt? 
Jeg skal ikke kunne sige, om det er derfor, jeg mange år senere har det som beskrevet et andet sted i bogen:

“Jeg tænker på alle de år, jeg går rundt og tror, at det er sådan, det er: at sex er koldt og kærlighed varmt.”

Jeg ved kun, at det er sådan, jeg i mange år har levet. Med en oplevelse af sex som noget farligt, noget grådigt, noget “jeg-vil-have-og-du-har-bare-at-give-mig-det”. En følelse af, at min krop er noget, jeg skal passe på, gemme væk, hvis ikke jeg vil risikere at friste sarte sjæle. Sex og kropslig nydelse har på sær måde – for mig – været forbundet med at miste mig selv. Til noget koldt, noget ufølsomt, et begær uden omsorg. Tanken om min krop som et tagselvbord, og mandens lyst som en uhæmmet og ukontrollerbar appetit. Pikken som et våben, en trussel. Alene det at skrive det her, skrive lyst, krop, begær. Pik. Det er svært grænseoverskridende. 
Men også nødvendigt. For med de seneste års afsløringer af vanvittige overgreb begået af mænd, der tror, at kvinders krop er deres ejendel, Dominique Pelicot, Epstein og nu også en svensk mand, hvis navn jeg ikke husker, og som vel næppe heller er værd at huske på, ja så føles det tvingende nødvendigt at komme til bunds i, hvad det er for et hierarki, det utæmmede begær har det med at fastholde. Et hierarki, hvor sex er noget, man tar’, sådan som en digter engang tog kokkens datter. Fordi det var hans “ret”. Sjovt hvordan ordet ret både kan henvise til “rettighed” altså noget man juridisk eller moralsk mener at krav på. Men også en gastronomisk størrelse, en madret, en suppe man kan slubre i sig for at stille et fysisk behov. Min mors usikre balancekunst på stranden i Tranum giver i den forstand god mening. Ikke fordi truslen har været reel, men fordi hundredvis af år med mænds lyst som styrende princip har lært kvinder at gemme deres kroppe væk. 

Ja, vi lever heldigvis i et samfund, hvor kvinder og mænd i princippet er ligestillede og ligeværdige. Men de seneste afsløringer af netværk, hvor mænd uden skrupler har brugt kvinder som et stykke legetøj, mættet sig ved deres kroppe, for så at efterlade dem afgnavede og gennemtyggede. Bøvs. Ja det viser, at der er lang vej igen. At det stadig føles farligt og forkert for mig, at skrive det her opslag, for eksempel. At jeg stadig føler mig utilpas ved at nævne min krop og bruge ord som sex og pik og lyst. Det er vildt nok. 
Nu prøver jeg. Måske fortryder jeg og sletter igen. For det er farligt, det viser de seneste afsløringer med al tydelighed. Skammen hænger som en guillotine over min hals. De ubehøvlede kommentarer truer med at vinde over mit mod. Lad os se.