Silhouet

by Louise Juhl Dalsgaard

Så lukkede jeg mænd ind. Mange af dem, ind i mit liv og i min krop. Mest fordi – hvad ellers? Jeg oprettede en profil på dating dk og kaldte mig silhouet, jeg syntes det lød smukt. Let og legende, helt ulig virkeligheden. I min profiltekst skrev jeg noget om gennemsigtige gardiner og frønnet træ, det var bare ord.
Min første date hed Henrik, han var selvstændig mekaniker og havde været gift før. det meste af aftenen talte han om sin ekskone. Til en start om, hvor urimelig hun havde været ved bodelingen. Senere – efter en flaske vin – om hendes øjne. Hendes ene øje var blåt, det andet brunt: Om jeg nogensinde havde set det før? Da jeg kom hjem fik jeg en sms fra ham, der stod “Er det bare mig, eller er vi to meant to be?” Jeg svarede “Det er bare dig” og tilføjede en smiley.

Ole læste til skolepsykolog. Vi mødtes og gik en tur ved Moesgård Skov, han plukkede en buket af vilde blomster, forglemmigej og tusindfryd. Citerede Newton. Noget om at “naturen ikke kræver en forklaring”, Ole mente, det samme burde gælde mennesker. At vi ikke skulle forklares, men bare have lov at være. Så kyssede han mig og lagde et tæppe i skovbunden. Han havde skæg og en kraftig overkrop, resten gav sig selv.
Med tiden var det helt nok, det med blomster og citater. Han talte mere og mere om at “befri mig”.
Jeg skulle “overgive mig”, gå på knæ, lade mig binde.
“Jeg skal nok befri dig, når du er klar til det”.
Jeg holdt op med at tage telefonen, når han ringede. Og med at åbne døren, når han bankede på. Det fortsatte nogle uger, et par gange stod han udenfor mit vindue, jeg havde rullet gardiner ned, han råbte, “jeg ved, du er derinde”. Til sidst lod han mig være.

Med Nils varede det længere, to og et halvt år. Da jeg mødte ham, havde han to katte, mis og mis miav. Han elskede de to dyr – højere end nogensinde kom til at elske mig, måske også sig selv. Det meste af døgnet spillede han computer, når ikke lige han var på arbejde som personlig træner i et fitness center. Vi talte sjældent sammen, ikke fordi vi holdt noget hemmeligt, men fordi vi ikke havde noget at tale om. En dag pakkede jeg mine ting, det var ikke planlagt. Jeg ejede ikke det store, det meste tilhørte Niels, det kunne alt sammen være i en rygsæk og en af de store Ikeaposer, vi brugte til at samle vasketøj i.
Jeg tog en bus. Nils sov, han var kommet sent hjem fra arbejde, det skete tit. Vi talte aldrig om, hvad det var, der trak ud.
Jeg fandt et værelse på Bronealdervej. De første dage levede jeg af minutnudler og pulverkaffe, begge dele kunne “tilberedes” med en elkedel. Der gik næsten to uger, før han ringede.
Hvor jeg blev af?