Louise Juhl

Vi var fem, det var i maj, vejret var usædvanlig varmt. Vi kunne sidde udenfor, selvom det var sent. Bordet var fyldt med rester, tomatsalat, halve majskolber, fladbrød. Nille bad om ordet, vi råbte “preach please”, hun løftede armene over hovedet: “Praise!” Og fortalte så om gruppens guddommelighed, “uden jer var jeg fortabt,” hun var tydeligt rørt, løftede sit glas. “Skål”, råbte hun og tømte det i en enkelt slurk, og vi andre gjorde det samme. “Skål!”
Naboens hund dukkede op, den havde fundet et hul i hækken og lod sig nu fodre med den tiloversblevne mad. Alle rakte noget ned, en humpel brød, en rest skinke, en kold kartoffel.
Fugten tog til, vi måtte finde vores overtøj frem, Sanna sagde: “Jeg vil aldrig hjem herfra”, Freja ville vide, om det var en trøst eller en trussel.

Jeg var blevet fyret samme dag. Teis, min leder, sagde, at han fandt min ivrighed intimiderende.” Det var det ord, han brugte. Intimiderende.
Hele tiden bød jeg mig til, forklarede han, hvis ikke med det så med det andet. “Konstant den her anglen efter…” Han havde ikke gjort sætningen færdig, og nu sad jeg så her i haven hos Nille og spekulerede på, hvad kunne have ment. Anglen efter: Penge, position? Bekræftelse.

Naboens hund gik stadig rundt imellem os, søgte i græsset efter de sidste krummer, Freja fyldte mere vin i vores glas, jeg så på uret. Klokken var næsten midnat, jeg havde været oppe siden klokken seks. “Fyrfadslys?” spurgte jeg Nille, der nikkede mod terrassedøren, “Skuffen i entreen.” Jeg fandt dem med det samme, lighteren lå i en skål under spejle, jeg fik øje på mig selv derinde. Trak læberne lange med to fingre, rakte tunge, måske af mig selv, måske af Teis.

Jeg placerede en håndfuld fyrfadsglas, brugte en tallerken som underskål. Hunden holdt sig tæt til mig, logrede for hver gang, jeg tændte et af de mange lys. Sanna hulkede, det var af glæde, forsikrede hun os om. “Hvad fanden har jeg gjort, at jeg må have det så godt,” snøvlede hun og klappede hunden. Cathrine lagde en arm om hendes skulder, hviskede: “Because your fucking worth it,” og kyssede hende.
“Uhhhh, kærester,” råbte Nille og lavede trutmund, og Cat sprang op og gav hende et kys også, denne gang med tungen.
Hunden begyndte at gø.

Klokken tolv lagde vi os i det fugtige græs, så op på nattehimlen. Cathrine strakte hænderne op, “De er jo lige der,” sagde hun, og jeg tror, det var stjernerne hun talte om. Hunden møflede rundt imellem os, Freja lukkede øjnene, nynnede “Starry, starry night,” vi andre sluttede os til. Så lå vi der og nynnede i natten, hunden fortrak efter en tid tilbage til, hvor den var kommet fra. “Ved I, at man kalder en stime af søstjerner for en galakse”, spurgte jeg, da den fælles nynnen var døet ud, men ingen svarede. De var vel faldet i søvn.
Klokken var blevet over tre, jeg anede ikke, hvad jeg skulle herfra, kun, at jeg måtte videre. Jeg rejste mig og tømte glassene for slatter, det var jo synd, om det skulle gå til spilde. Greb min taske der hang over en stoleryg og fandt en læbestift, mættede mine læber med rødt. På vej gennem entreen standsede jeg foran spejlet, lagde mine læber mod, og efterlod et stort rødt mærke på glasset.
Intimiderende iver, min bare røv.