Louise Juhl

Jeg blev en gang så flov, at jeg besvimede af skam. Jeg husker det, for da jeg kom hjem og fortalte om det, fik jeg at vide, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget man sagde, ligesom nogen sagde, “ej, jeg tror, jeg dør”, hvis de så noget nuttet, en hundehvalp eller en killing. I virkeligheden døde de jo slet ikke, ligesom jeg heller ikke besvimede.

Det nyttede ikke at insistere, min mor holdt fast i sit, der var forskel på, at dø og så at dø. Og på samme måde med skam, det var en rigtig træls følelse og hun forstod godt, at jeg havde haft lyst til at forsvinde. Besvime, blive usynlig. Men det var ikke det samme, som at det var sket, og jeg forstod ikke, hvordan hun kunne være så sikker, når hun nu ikke havde været der.

Det var i middagsfrikvarteret, Tone havde fået nye briller. Hun gik catwalk på bænken i skolegården, frem og tilbage, skiftevis så på os og lige frem. “Du ligner en million,” råbte Niklas, og alle pigerne piftede. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide Tone eller hendes briller, det var bare det, at jeg altid havde drømt om det samme. Om at gå catwalk og at nogen piftede af mig, råbte “NICE” eller “RIZZ!”, og så var det, at jeg fandt på at sige, at jeg skulle prøvefilmes. Til en hovedrolle, altså, i en Netflixserie. 4 sæsoner, 8 afsnit i hver, jeg skulle spille Theresa. Jeg ville få en million dollars for det, og nyt tøj til hvert afsnit og jeg skulle i Oprah Winfrey Show, og hvis der var tid, skulle jeg være ambassadør for en velgørenhedsorganisation, der samlede penge ind til de paraolympiske lege. Det sidste havde jeg lige lært, det med de paraolympiske lege. Para betød “ud over,” havde min mor fortalt, “ligesom i paraply, der er en skærm, man holder over hovedet for ikke at blive våd.” De paraolympiske lege var en olympiade for dem, der udover at være dygtige til sport, også havde et handicap. Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg følte mig udenfor eller ud over eller hvad fanden, at jeg nævnte det med indsamlingen, men Tone tog brillerne af og sagde: “Du er så fuld af løgn.” Og Niklas nikkede og Neel og Krista himlede med øjnene.

Det var der, jeg besvimede, midt i vrimlen og med Tones hån i ørerne. Min krop blev helt slap og skolegården sort og jeg faldt sammen og blev liggende, og nogen sagde, at det var skuespil, at det var noget, jeg gjorde, for at slippe for ansvar. “Offerkortet,” råbte Linn og jeg skulle lige ved at råbe tilbage, at jeg hellere ville spille et offer, end at være en røv med ører, sådan som hun var. Men kom så i tanke om, at man ikke kan høre noget, hvis man er besvimet og slet ikke tale, så jeg forblev tavs og trynet. Og det ringede ind til time, Tone prikkede med spidsen af en tå, da hun gik forbi mig, hviskede: “Get up.” Gården blev tømt, det begyndte at regne, og det der med paraply og en skærm, det virker kun, hvis det ikke bare er ord, men en rigtig ting.

Jeg gik hjem og skiftede tøj, spiste ristet brød med marmelade og sagde til mig selv, højt, at jeg aldrig ville gå catwalk, så hellere lyve og blive til grin og våd. Men det virkede ikke rigtigt, mine øjne flød alligevel over, jeg tænkte på Niklas og på Tones briller, og det blev det ikke bedre af.
Og så var det, at min mor kom hjem og sagde det med, at det kunne man ikke. Man kunne ikke besvime af skam, det var bare noget, folk sagde, ligesom de sagde, “åh, jeg dør.” Og et øjeblik sortnede det for mine øjne, mine knæ brød sammen, kroppen knækkede, og så lå jeg der. På gulvet. Og det kunne ikke passe, men det gjorde det, vi fik tid ved lægen. Der var ikke noget at se og ikke noget at måle, lægen foreslog ekstra B-vitamin, det styrkede nerverne. Min mor mente, at softice var bedre, hun købte en til os hver. Med flødebolle og krymmel på toppen, og resten af dagen blev jeg hverken svimmel eller faldt om, og min mor sagde, at det måtte være en parapsykologisk effekt – “af softice og krymmel”.