Louise Juhl

Nu det her.
Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive mere. Alle der ord. Hvad skal de gøre godt for. De er vel bare brænde på talepressets i forvejen alt for iltre bål.
Jeg skriver om en ydre krig. Og krigen fortsætter.
Jeg skriver om en indre krig, og intet forandres.

En facebookven skrev for nylig og roste mig. “Du har ordet i din magt”, skrev han. Intentionen var god, problemet er bare, at jeg ikke ønsker magt. Jeg vil være ordenes tjener. Da jeg første gang læste Agota Kristofs “Det store stilehæfte” oplevede jeg, hvordan sprog kan være mere præcist, end den virkelighed, det beskriver. Ømmere, ondere. Sproget sandere end det, det siger noget om. To tvillinger øver sig hver dag i at skrive. De giver hinanden et emne og en time, til at udfolde det det i, og bagefter læser de hinandens stil igennem, retter stavefejl og beslutter sig for, om det skrevne er godkendt eller ikke. Bliver det ikke godkendt, smider de papiret i komfuret og prøver forfra. Lige indtil det rækker. Til det, der står, er sandt. Det er nemlig tvillingernes eneste krav. At alt, de skriver, skal være sandt. De kan altså ikke skrive, “bedstemor er ond”, for hvad vil det sige at være ond. Nej, de må skrive “bedstemor slår os med et bælte” eller “bedstemor nægter os noget at spise”. De kan ikke skrive, at natten er farlig, for natten er ikke nødvendigvis farlig, den kan også være et skjul for mennesker på flugt. Så de må skrive: “natten er mørk og vi er bange for mørket.”

Jeg savner at være der. Hvor mørket er mørkt, og sulten er knyttet til mad og ikke til et savn, jeg søger at fylde med vingummiflæsk og brændte mandler. Jeg savner at skrive. men der er noget indeni, der sidder fast, noget, der forhindrer mig i at tale sandt. Noget, der ser ordet “ond” før handlingen bagved. Bæltet, den manglende føde. Noget, der kun ser det farlige i mørket og ikke også det ly, det tilbyder.
Nu sætter jeg et kryds på min hånd. Kalder det en start.
På hvad, ved jeg ikke.