Sukkulent

by Louise Juhl Dalsgaard

Da jeg flyttede for sjette gang på to år, meddelte min bror, at nu var det slut. Han orkede ganske enkelt ikke at blive ved at rende op og ned ad trapper eller at køre hundredevis af kilometer i lejede biler med ratslør og dårlige bremser for min skyld. Nu måtte jeg tage ansvar, jeg kunne ikke længere forvente at han stillede op og løftede byrderne fra mine skuldre, kasserne fra mit gulv.
Så stod jeg der med en opsagt lejlighed og seksogtyve flyttekasser. Jeg havde ikke kørekort og heller ingen kræfter, så jeg bestilte to flyttemænd med bil, det var en tirsdag. Det var to døgn siden, jeg sidst havde fået søvn, alle mine ting var pakket i kasser. Tøj, bøger, gryder, tallerkener. Det eneste jeg havde tilbage at spise i hele huset, var en flere år gammel figenstang, jeg havde fundet på bunden af en rygsæk.
De to flyttemænd pegede på de mange kasser: ”er det det der, der skal flyttes,”. Jeg nikkede og forsøgte at indlede en samtale, det var første gang i flere måneder, jeg havde besøg. Jeg fortalte dem, hvorfor jeg flyttede, at jeg længe havde følt mig alene og rastløs, bed negle og sov uroligt. Jeg vidste dem mine blå mærker fra de gange, jeg var faldet ud af sengen, fordi jeg havde forsøgt at flygte fra en uhyggelig drøm. Nu ville jeg hen et sted, med mere mundrette vejnavne, forklarede jeg, ”og færre måger.”. Jeg talte længe, mændene sagde ingenting, de flyttede bare alle kasserne, en efter en. Et helt livs inventar – et karmikfad med havbundsmotiv: søstjerne, ålegræs, fladfisk. En bordlampe med trinvis indstilling fra helt svag til voldsom skarp. Kassen med personlige noter: Journaluddrag og dagbogsnotater. Alt sammen slæbte de to mænd ud af min lejlighed og ind i flyttebilen. Det så så nemt ud, jeg stod bare og så på mens bilen blev lastet og de to mænd satte sig ind og kørte væk med det hele. Rundt om hjørnet og forsvandt.
Jeg havde stået sådan før, fem gange helt præcis.
Første gang da jeg flyttede hjemmefra uden andet end en miniovn og en sovepose. Anden gang da jeg seks måneder senere blev hasteindlagt og ikke nåede at få andet med mig end to par trusser, en lykksten og min tandbørste. Senere flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, her boede jeg kun tre måneder, men nåede at indrette mig med lange indiske gardinstoffer hele vejen rundt omkring min seng, et orgie af farver, et lille univers skærmet af fra alt det udenom, jobbet som telefonsælger, trafikstøjen, rådhusklokkerne klokken tolv. Som om.
Det varede kort, en lang og kompliceret historie, jeg lod de farvede stoffer hænge tilbage i værelset. Vi lånte en trailer og flyttede mine få ejendele – et skrummel af en futonseng og en karryfarvet lænestol, jeg havde arvet efter min morfar. Til en lejlighed på Nørrebro, hos Eva med det mærkelige efternavn. Eva var flygtet fra en voldelig ekskæreste, hunnhavde beskyttet adresse og hemmeligt telefonnummer, jeg måtte ikke åbne døren, hvis nogen ringede på uden varsel. Jeg boede der i syv måneder – på femte sal, vi tog brusebad i en balje i køkkenet, det var trangt og hyggeligt. Så fandt Eva en ny kæreste, han havde bakkenbarter og arbejdede som kirkegårdsgartner og var ikke spor voldelig, men der var ikke plads til os alle tre.
Så pakkede jeg igen, flyttede kortvarigt ind på et værelse, orkede ikke at pakke kasserne med køkkengrej ud, spiste af paptallerkener, vekslede mellem to sæt tøj, som jeg vaskede på skift i et vaskeri på Nordre Fasanvej. Jeg havde ikke noget TV, heller ingen bøger. Om eftermiddagen gik jeg rundt mellem mennesker, klappede deres hunde, gav ænderne brød. Om aftenen skrev jeg ting ned, jeg fortrød næste morgen. I weekenderne sad jeg på bibliotekets læsesal og læste de nyeste numre af I Form: Om æggehvidekure, ekstremløb og fordele og ulemper ved henholdsvis anaerob og aerob forbrænding.
Her faldt jeg over et opslag på en tavle: En fyr fra Landbohøjskolen søgte en lejer til sin etværelses, selv skulle han studere et år i Holland. Igen var det på femte sal, min bror brokkede sig højlydt og tog sig betalt ved at invitere alle sine venner til indflytterfest, jeg forstod intet af deres berusede glæde, krøllede mig bare sammen i et hjørne og stak en finger i øret. Klokken fire vågnede jeg, det var mørkt udenfor, det var som om nogen stak knive i min mave. Det viste sig at være akut maveforgiftning, vagtlægen kom og gav mig en sprøjte i ballen, det var det. Næste morgen kørte min bror igen, jeg ryddede alle flaskerne til side og forsøgte igen at indrette noget, der kunne danne ramme om mit liv. Et rundt kokostæppe på gulvet, et Heerup-litografi på væggen. En sejlivet sukkulent i vindueskarmen. Det var vel cirka sådan mit liv så ud dengang.