Louise Juhl

Han sidder ved det allerbagerste bordet i cafeen; fylder hele rummet, roligt og rank. Han ser op, da jeg kommer ind, løfter en forsigtig hånd, som for at sige: Den er god nok. Det er hér. Jeg er mig.

Jeg vinker tilbage, frygteligt bevidst om mig selv, mine bevægelse. Måden, jeg løfter mine fødder på. Armene, der hænger som nytteløse forlængelser af kroppen. Mit ansigt øverst oppe, en fjollet knop, som det øverste en flagstang. 
Jeg former læberne til et lydløst hej og bevæger mig i retning af, men bliver så standset af en tjener:
– Kan jeg hjælpe med noget. Et bord? 
Jeg ryster på hovedet, mildt irriteret over hans afbrydelse.
– Tak, men jeg har en aftale. 
Hans stemme fra et sted bagved.
– Hun følges med mig. Han klapper på sædet ved siden af. Jeg lykkes med at kante mig forbi den ivrige tjener, sætter mig ned, puster hørligt ud. 
– Tak. 
Jeg er ikke sikker på, hvad jeg takker for, om det er pladsen eller bare det, at han sidder der. I en lys groftvævet skjorte med kinaflip og bukser af hør. 
– Selv tak. Han rækker hånden frem: – Mark. Og du må være Sille?

Sille satanskælling, Sille sindssygetøs. Sille sært barn har mange navne. 
– Det kan jeg nok ikke løbe fra. 
Mark ser forundret ud:
– Det ville da også være synd.  
Så åbner han cafekortet og bladrer lidt mellem overskrifter som ”Snacks og starters”, Lette måltide og Aftenmenu. Drikkevarer står sidst, adskilt fra de foregående sider af et stykke stift sort karton: 
– Er du sulten? Han lukker kortet:
– De serverer landets bedste taboulehsalat her på cafeen. Jeg ved, hvad jeg taler om, jeg spiser her tit.
Jeg undlader at spørge ham, hvad tabouleh egentlig er for noget og nøjes med at bede om en øl:
– Så ufancy og ukompliceret som muligt, tilføjer jeg. Mark markerer med en finger til tjeneren, der kommer ned til bordet, han har allerede papir og pen fremme. 
– Ja? 
– To pilsnere fra fad. 
Tjeneren noterer og tilføjer et “ellers andet”. Mark ryster på hovedet.
– Det var det hele, tak.

Der findes en orm, der kan deles i hundrede stykker og stadig leve videre sådan. Stykkevist. Det er noget med, at hver dele husker helheden. Hovedet husker benene og benene husker hovedet, og sådan hænger dyret sammen, også når det ikke gør. 
Jeg tænker på det, da jeg sidder ved bordet med Mark og drikker øl og fortæller, at jeg er 171 cm høj og er født uden negl på min højre lilletå. At jeg elsker blå tidselkugler, lugten af nykløvet træ og foretrækker te fremfor kaffe helst kold. Alt det, fortæller jeg, vel vidende at det kun er en brøkdel af det hele, at der findes noget andet, en hudløs skulder, en kronraget isse, et blævrende blodigt hjerte.
– Og hvad med dig? 
Han er glad for bushcraft, fortæller han, og elsker at skabe ting fra bunden. At konstruere snor af rødder fra træ, for eksempel, eller af brændenældernes fibre. Han kan lave ild ved at stryge et stål mod en smuldret fyrsvamp. Så forer han gløderne med en rede af tørret græs og lægger det hele til rette i en bunke af nedfaldne grene. 
– Vupti. 
Han ser glad ud, mens han fortæller, hans hænder tegner i luften, sådan og sådan, til sidst varmer han hænderne om et imaginært bål: 
– Prøv selv, siger han og lægger sin hånd over min, fører den hen til det fiktive bålsted: – Det føles rart, ikke? Og jo, det føles rart, hans store næve om min, og jeg nikker og puster mod bordet, den påståede flamme, og Mark trækker ansigtet tilbage, som er han blevet ramt af en vildtvoksende flamme: 
– Wow, you really got me there, griner han og trækker mig ind til sin skulder: 
– Du kan vist godt lide at lege med ild?