Louise Juhl

Han vil gerne have loft til kip. Og ovenlysvinduer. Det handler om luft, siger han, han vil skabe mere plads omkring os, større rum til vores tanker. Han har læst om det, om hvordan lys påvirker os. Det er ikke bare humøret, der påvirkes positivt af lys, vores kognitive funktioner optimeres også. Vi reagerer ganske enkelt hurtigere, når lyskontoen er i plus, forklarer han. 
– Og husker bedre. 
Han skærer et rundstykke midt over, tilbyder mig det halve. Jeg ryster på hovedet, nej tak. Han taler videre, nu med brød i munden: 
– Det er dagslyset, der gør det gode, fortsætter han. Kunstigt lys, derimod, virker modsat. Det udmatter og forvirrer vores hjerner til at tro, at vi kan arebjde døgnet rundt. 
– Selv dyr lider under den stadigt stigende lysforurening. 
Han har læst det i et videnskabeligt magasin hos lægen. Om trækfugle, der forveklser gadelys og stadionlamper med solens, og derfor flycer også om natten. For nogle koster det så stor udmattelse, at de dør. 
– Selv fisk ser ud til at lide, siger han, – Byernes natbelysning forvirrer deres cyklus.
Derfor kip og derfor ovenlysvinduer. Vi kan søge en særlig pulje, forklarer han, der støtter klimaoptimerende tiltage, han vil gå efter ruder med et særligt isolerende glas. 
Han rækker ud efter osten, skærer en skive med kniv og spiser den i en mundfuld. Læner sig tilbage mod stolens ryg. 
– Lyder det ikke godt?
Jeg svarer jo, tager en slurk af kaffen. 
Udenfor vinduet har en edderkop trukket et spind. En flue spræller forgæves i nettet. 
Hvad mon fluen ser.
To mennesker, ost og kaffe, kærlighed? Eller en kvinde og en mand, der begge længes. Den ene efter lys, den anden efter mørke? 

Han kalder mig skat og baby, elskede. Hans hjertes alibi. Babusjka, Balalajka, kokosugle. Fingerbøl, honeybear og sådan fortsætter det, mens han griner og tager mine hænder, den højre, den venstre, og trækker mig tæt til sit bryst.  
– Du skulle bare vide, hvisker han i mit øre, men det eneste jeg ved, er, at han lige om lidt vil røre ved mit ansigt, stryge en finger over øjenbryn, næse, mund, som tegnede han det på papir: Se mig i øjnene og sige:
– Magnifique. 
Der er kun en ting, der er værre end ikke at være elsket. Det er, at blive elsket for noget andet end den, man er. Jeg genkender ikke mig selv i det ansigt, han tegner. Øjenbrynens bløde bue, næsens smukke proportioner, læberne. Genkender ikke hans begejstring ved lyset, det løftede loft. Alle detaljerne om vinkler og sammenføjninger, bedst mulig udnyttelse af flest mulige kvadratmeter. 
Thea har en ven, forklarer han, der har lige har mistet sit arbejde. Fin fyr og med hænderne rigtigt skruet på. Vi kunne jo sende ham en tegning huset, foreslår han, bede om hans tanker, en plan. Måske er vi endda så heldige, at han tilbyder os at udføre opgaven.
– Han er sikkert billigere end en faglært, og med garanti lige så god.

Mark taler og taler og taler og jeg nikker og nikker. Til alt hvad han siger om spær og skruer, genbrugsmaterialer. Han strækker sine arme mod loftet, spreder dem som vinger: Lys, sukker han lykkeligt, – liv og lys og kærlighed. 
Liv og lys og kærlighed? Alt det tilhører Mark. 

Jeg, derimod, øver mig i at gå til dagene, som en sommelier går til sin vin. Det vil sige: favne lugten af død mink, frisk opkast, mølædt uld. Angst og acetone. At mærke mig timernes fede og flæskede fad, den måde vredens tanniner bider i gummerne på.
Jeg er vanvidnet, der hver dag erhverver mig nye færdigheder i at skelne syre fra sved, svovl fra smerte og pels fra punkterede ruder. Med tiden har jeg endda lært at sætte pris på salt og sår i samme slurk, skibsbrud og snarlig død, lugten af hø og hengemt had.

Det er tirsdag, Mark er henrykt. Jeg noterer mig dagens indtryk:
Lungesod. Kamfer. Fermenteret løg og en lille kat, der ikke er nogens, ikke engang sin egen