Louise Juhl

Engang var jeg alene hjemme. Jeg havde fået besked på, at jeg måtte tage lige, hvad jeg ville have fra skabe og hylder, digestive kiks, dronningemandler, lakridskonfekt. Is fra fryseren, alt var tilladt, og jeg spiste det alt sammen, kiks og is og mandler, og så sad jeg der, stadig alene og uden mere at trøste mig med. 

Så var det, at jeg kom i tanke om 0059, den her telefonlinje, hvor man kunne møde mennesker, man ikke kendte og næppe nogensinde ville møde igen. Friheden ved det ansigtsløse, bare stemmer, ord, åndedræt. Joakim, Joanna. En fra Stevns, en anden fra Sønder Hurup. 
Hele min opvækst var jeg ellers blevet advaret mod fænomenet. Mod 0059, den her menneskelige markedsplads, hvor folk betroede sig om alt og alt for meget. 

En, der hed Lina, fortalte til fem fremmede, at hun var gravid, faren kunne være hvem som helst, hun havde haft en livlig sommer på en tyrkisk halvø, nu spurgte hun os til råds: skulle hun beholde barnet eller ej. Meningerne var delte, Signe sagde, at ethvert liv var helligt, Jakob mente omvendt, at man ikke kunne tale om liv, så længe fosteret kun var på størrelse med en halvstor spyflue, jeg lyttede mest og håbede sådan, at Lina fandt nogle mindre tilfældige at søge vejledning hos. 
Det værste var ikke den åndelige prostitution, de voksne mente, at træfpunktet var udtryk for, nej det værste var prisen. “5 kroner i minuttet”, råbte min far forarget, og det var først årtier senere, jeg fandt ud af, at det slet ikke passede, at prisen i virkeligheden var 27 øre pr. påbegyndt minut. Så meget for voksne og deres sandheder. 

Den her aften, tung og træt efter alt for meget sukker og alt for meget fedt, var jeg ligeglad med priser og prostitution, jeg savnede nogen at tale med, så jeg løftede røret og trykkede de fire tal og fik kontakt til Jon fra Kalundborg, der elskede at campere. Han havde vundet 125.000 kr. i tips, men det var mange år siden, nu var han på røven, Hans kone havde forladt ham og campingvognens hjulkapsler var tæt på tæret. “Hvad med dig?” spurgte han endelig, og jeg præsenterede mig, “Aila,” og fortalte, at det var finsk og betød lysbringer. At jeg var datter af en drivtømmerarbejder fra Lapland, han var druknet en særligt hård vinter, isen havde besværliggjort redningsarbejdet. Da vi fandt ham var han bundfrossen og blå. “Uhada,” svarede Jon, men jeg beroligede ham, jeg havde lært at leve med mit lod. Nu solgte jeg hjemmegjorte filtsko, fortalte jeg, det var ikke nogen guldgrube, men det gav smør på brødet og varme i rørene. “Og mere behøver jeg ikke.”

Andre gange kaldte jeg mig Flora og var professionel danser, “contemporary ballet”, svarede jeg, når de spurgte, jeg havde fundet udtrykket i en coffeetable-bog på biblioteket. Jeg forklarede Tomas om det benhårde miljø, spidse albuer, spiseforstyrrelser, uigennemskuelige hierarkier, og han betroede mig, at han oplevede lidt af det samme, selvom branchen var en helt anden, han var forskningsassistent på DTU og oplevede dagligt, hvordan lektorer indbyrdes bekrigede hinanden eller kæmpede om de samme få midler. En var endda beskyldt for at plagiere en andens artikel: “Det er det vilde vesten,” sagde han. 
Jeg var Tenna, der lavede hair extensions, og Nanna, der læste til præst. Jeg var Clara, selvstændig vinduespudser og Olivia, der kørte sygetransport for Falck. Jeg fortalte om de lange ture med ensomme ældre og samtalerne i frisørstolen – om brystimplantater og Tantrateknikker. Jeg var mange, men aldrig Louise, alligevel vil jeg ikke sige, at jeg løj. Ikke en eneste gang, hverken for Jon eller Tomas eller nogen af de andre.
Det vil jeg virkelig ikke.