Ven.

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har lige hørt en podcast om venskab. Det er en virkelig svær størrelse. Venskab. Altså ikke at være i, men at beskrive. Måske fordi den udmærker sig ved ikke at have en fast defintion, ethvert venskab er noget særligt.
Jeg husker min første veninde, hun hed Lea. Ja faktisk kan jeg knap nok huske, hvem jeg var før hende. Vi to var én. Vi gik i samme klasse, fulgtes til skole og hjem igen. Vi gik til kor sammen, legede sammen, sov sammen. Det med at sove hos Lea, var noget af det bedste, jeg vidste. For hos Lea måtte man sove lige så længe, man havde lyst til. Og i weekenden fik man wienerbrød og nutella til morgenmad, og man måtte godt beholde sit nattøj på, mens man spiste. Hjemme hos mig fik vi hjemmebagte boller med ost og te, det var også dejligt, men det var noget andet. Vi var gode hver for sig, mig og Lea, men tilsammen var vi bedre: Hun var akrobatisk, langhåret og en lille smule flabet, jeg var drengeklippet og robust, mindre fræk. Vi var uadskillelige de første år i skolen. Så en dag forandrede det sig. Lea blev mere stille, jeg måtte ikke længere sove hos hende, og en dag, da jeg var forbi, var der slået et stort hul i badeværelsesdøren. Et par måneder senere blev hendes forældre skilt, det havde jeg aldrig oplevet før, kun på film – i ‘Kramer versus Kramer’. Lea og hendes mor og bror flyttede i en lejlighed på tredje med udsigt over alle de andre blokke – en toogethalvtværelses. Jeg havde aldrig før hørt om et halv værelse. Senere flyttede hun til en anden bydel, og jeg blev veninder med Mette T.
Sidst vi mødtes, var nytårsaften år 2000. Vi burede os inde i spisesalen på det kollegie, hvor jeg boede, og forsøgte at overhøre festen udenfor. Ingen af os havde nogen forventninger. Hverken til alt det, vi lagde bag os eller alt det, vi havde i vente. Det var en virkelig trist aften.
I gymnasiet lærte jeg Rikke at kende. Vi spillede fodbold og kunne lide at holde fest. Vi drak mindst tusinde liter kvædete i hinandens selskab, og skrålede med på Carole Kings You’ve Got a friend. Hjemme hos Rikke spiste de rødbedefrikadeller og hummus og diskuterede politik ved bordet. Hendes forældre var nogle, man snakkede med, ikke bare nogen, man hilste på, sådan som jeg var vant til. Vi var meget sammen, men det var langtfra nemt. Jeg kan huske, vi på et tidspunkt skrev stil om det samme emne. Vist nok noget om fremmedgørelse (handlede alt i 90’erne ikke om det?). Vi skrev stort set den samme besvarelse, men med forskellige ord. Jeg fik 13 og Rikke fik 9 og så var det, det kom. Det med, at hun var ved at kaste op over, at jeg pakkede alting ind i fimsede begreber og omvendte sætningskonstruktioner, og scorede højeste anerkendelse – mens hun, der skrev tingene, som de var, blev bedømt ringere. Det, hun egentlig sagde, var vel, at min stil ikke var en skid bedre end hendes, bare formuleret mere kringlet. Jeg blev SÅ såret, jeg har stadig svært ved at få vejret, når jeg tænker på det. At blive hængt ud som Kejseren i Kejserens nye klæder. ‘Hun har jo ikke noget tøj på’. Jeg var bluff. Måske gjorde det så ondt, fordi hun havde ret. Jeg var ikke klogere end Rikke, jeg spillede bare gamet, malkede sproget og diskursen for de ekstra bonuspoint, jeg kunne høste ad den vej. Hun sagde såmænd bare, hvad mange andre sikkert tænkte: At jeg var en velsmurt maskine, en pæn pige, der gav systemet, hvad systemet ville have, og blev belønnet for det med gode karakterer og flidslegat.
Det var så samme Rikke, der nogle år senere, da jeg lå i en alt for stor hospitalsskjorte på Frederiksberg, vejede 36 kilo, var under døgnbevågning og lignede alt andet et trettental, som kravlede op til mig i sengen og blev liggende dér, mange timer, indtil besøgstiden var forbi. Det glemmer jeg aldrig.