Louise Juhl

Du skriver “memo” på et ark. Jeg læser det som noget blødt, men tænker så: “hvad siger det mon om mig?”. Jeg ved godt, at du ikke svarer, det er ligesom vores fordel: Du kaster facit på bordet, mens jeg laver formler, der regner sig baglæns. X og Y – vi er hinandens ubekendte. Måske […]

Og fuldstændig uanset, så dukker jeg hovedet, når jeg hører en fugl, som om den kunne finde på at styrte sammen i mit ansigt. Al den fuglefrie fremmedhed. Al de hænder, der skriver “Himmel” med stort og alle de huller, der danser om kap med ildfluer, asfaltstøv, stynede hække. Overalt. Jeg har fundet ud af, […]