Jeg skriver bedst, når min ryg er foran resten, og jeg pakker mine øjne ind i solid cellofan, sådan en knitrende eksplosion af afstand, kapow, puf, så fint der er, at komme helt tæt på, holde om uden at røre.
Nogle gange tænker jeg: findes skoven om natten? falder skyggerne i ét med tapetet, bliver fluerne blinde? Kh