Louise Juhl

April. Denne gang har han flyttet puden. “Er det en test?,” spørger jeg. “Er hvad en test?,” svarer han undrende. “Ikke noget.” Jeg håber ikke, han kan se, at jeg er lige ved at græde. Hvad fanden er det for noget? Jeg rækker ham et skema, jeg har udfyldt hjemmefra. Jeg giver ikke nogen fuldmagt […]

April. Jeg forstiller mig, hvad han har noteret sig efter vores første møde. Måske måden, jeg besvarede hans spørgsmål: som en mur, der sender bolden tilbage. Eller min påklædning, at mine såler er slidt skæve på den højre støvle. Hvad siger den slags om et menneske? Hvad siger alle disse overvejelser om mig?

April. “Du kan kalde mig Klaus,” siger han. “Klaus, ok.” Jeg smiler. “Og du?” “Stella,” svarer jeg så hurtigt, at man skulle tro, jeg havde nået at tænke over det. Klaus. Stella. Så er rammerne lagt.

April. Han peger på en stol i eg, tilbyder mig at sidde.“Du kan bare flytte puden, hvis du helst er fri,” siger han. Jeg ryster på hovedet: ”Det er fint,” sætter mig.  Han læner sig lidt frem i stolen.  “Det er vigtigt, at vi er enige om rammerne,” siger han og tilbyder mig vand fra […]