Louise Juhl

Jeg ville egentlig skrive om min morfar. Om skægstubbe og fluepapir, skilt fløde og cigarer. Men det eneste, der rammer papiret, er lydene fra en tenniskamp (boldens møde med gruset: frem og tilbage, frem og tilbage,) der trækker ud så længe, at min morfar er død, da kampen er forbi.

Jeg har lige bevist, at jeg er et menneske. Det blev klaret med et flueben i en fortrykt rubrik. Jeg ved ikke, hvad det siger om mig, om menneskelighed eller om fluer, men jeg ved, at Strindberg ville sige, at det er synd for os allesammen.