Savl, sorg og sand, der lyser
Hver aften samles vi i fællestuen, nogle trodsigt og “kun fordi”, andre afslappet og forventningsfulde. Elinor har klippet håret af “til skræk og advarsel”, som hun siger, og ligner nu en fugleunge, fin, dunet og med øjne vidtåbne som et grådigt næb. Vilja foreslår at chante, hun læner hovedet bagover og trækker luft ind, puster […]