Louise Juhl

Jeg græd lidt i går, ikke store våde tårer, men en ængstelig sjatpissen, jeg var vred og ked og skamfuld. Drak så en Raw øl fra Ebeltoft bryggeri, 8,2%, blev sløv og endnu mere trist og skældte mig selv ud for mit jeg-fængsel, alle de følelser, alt det besvær til ingen verdens nytte. 

I dag vågnede jeg tidligt og læste Ida Holmegaards pragtværk ‘Look’ færdig, helt på røven over den ømhed, bogen fyldte mig med. Sætninger som “Rodet er mit, og jeg må selv passe på det. For andre vil det måske ligne skrald.” 

Den frygt for, hvad det ligner, hvad jeg ligner, genkender jeg 1:1. En tudetøs, en flæbeabe, en anstrengt etage klemt inde mellem hoved og krop. Halskatar. 

Jeg leder hele tiden efter ord og sætninger, der kan redde mig fra mig selv. I dag er det feberredning, dette at blive frelst af det febrile, at finde hjem i et rum mellem drøm og virkelighed, en sygelig tilstand, der tilbyder redning. Det er smukt og rodet. Det må jeg passe på.

Holmegaard skriver om J.D.salingers The Catcher in the Rye. Om det misogyne blik, hovedpersonen, Holden, har på sin date, Sally. Blandt andet beskriver han hendes måde at tale på sådan her: “Hun havde en af de her høje stemmer, der er rigtig pinlige, når man møder hende et elle andet sted.” Og lige efter: “Hun slap afsted med den, fordi hun så så skide godt ud, men den irriterede mig altid”. 

Jeg har i aldrig set godt ud, jeg er aldrig sluppet afsted med min alt for høje stemme. Jeg har bare været pinlig, irriteret folk. Måske var det derfor, jeg græd i går. 

Holmegaard skriver: “Jeg har ladet Holden – alle de Holdener jeg har læst – sive ind gennem øjnene. Jeg har set på andre med hans blik. Jeg har set på mig selv med det blik. Jeg er blevet set på af andre med det blik [..] Jeg vil ud af den her lortelabyrint.”

Det vil jeg også. Ud af det firmaformatterede, ud af det patriarkalske, ud af det hold-dig-ved-jorden-det-tjener-dig-bedst-moraliserende. Jeg vil tale højt og rodet og jeg vil græde uden skam, og når jeg har lyst.