64.

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg vågner og siger, at når jeg bliver stor, vil jeg have mig et barn. Mor svarer, at jeg ikke ved, hvad det er, jeg beder om. Hvad mon hun mener med det, tænker jeg.

Jeg klapper mig på maven. Den er helt tyk af ensomhed og lidt af sult, det er længe siden, jeg sidst har spist. Mor hælder en portion havregrød op til mig, imens synger jeg en sang, men kan ikke huske teksten, så jeg nynner bare. Det kildrer i læberne.
“Spis nu din mad,” siger mor
Jeg sluger en mundfuld, den fylder i maven, sådan mmmmmmmm, som når man nynner.