Alle og ingen

by Louise Juhl Dalsgaard

Hun forsøgte mange gange undervejs. At ruste mig, berede mig på naboernes lidt finere manerer, lidt større biler, lidt renere ruder. Fortælle, at selvom de og deres så ud af mere, så var vi gode nok, som vi var.
Vi ville aldrig blive som dem, det lå i luften. For min mor læste for mange bøger, hun gik for mange ture, havde for mange meninger og af den forkerte slags. 
“Det er umuligt at gøre alle tilfredse” forklarede hun, og alligevel var det som om, dét var præcis, hvad hun forsøgte at gøre.
At gøre alle tilfredse:
Mene og læse mindre, vaske vinduerne lidt oftere, farve sit hår, falde ind.
Men hun lykkedes ikke rigtig med det, og selvom det ikke sås udadtil, tror jeg, det gjorde hende ondt. Måske er det derfor, hun brugte så mange kræfter på at lære mig at gøre noget andet. På ikke at blive som hun, ikke please, ikke holde mund, ikke at forlade sig selv for at blive som de andre.
“Den, der forsøger at gøre alle glade, gør ingen glade” lærte hun mig, og jeg ønskede inderligt, at hun ville efterleve sine egne ord. Ville bruge færre kræfter på at gøre os andre glade og flere på, selv at blive glad.