At blive afsløret

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er virkelig blevet ramt! Taget med bukserne nede om knæene…not nice!

En med-blogger http://minnaboshund.urbanblog.dk/ afslørede mine sande hensigter, og jeg må sige, at det gjorde ondt. Sådan pludselig at blive konfronteret med sine egne bekræftelsesbehov, ganske uden forvarsel eller omsvøb. For er det reelt ikke sådan, at hver gang jeg lægger et indlæg her på min (dybest set komplet unyttige) blog, ja så er det med et slet skjult ønske om at blive læst. Set. Hørt. Forstået. – Ikke stort forkelligt fra min 3-årige niece, når hun umotiveret afbryder enhver igangværende konversation, river mig i trøjen og råber “Faster, faster, prø´li´å´kåmm”. Og når man så fastholder sin ret til at færdiggøre sin dont og beder hende vente, ja så river hun lidt hårdere og råber lidt højere, som var det høresansen hos mig, og ikke fingerspidsfornemmelsen hos hende, den var gal med: “FASTER, KÅM NUUUU”. Og nu er hun så 3 år og har ikke udviklet sine sociale færdigheder (og så er hun vanvittig charmerende og dejlig), så man afbryder selvfølgelig sit forehavende og følger med. For at se hendes fiiine tegning,som vist nok forestiller en sol. “Er den ik flåt?”. Og jo, godt nok ligner den alle andre 3-årige barnetegninger af en sol, men flot dét er den!!!

Hun er så tydelig, min lille niece. Så klar i mælet: “Jeg vil have opmærksomhed. Nu!. Og jeg vil ses og roses og elskes. NU!”. Der er ikke så meget at tage fejl af. Ikke så mange skjulte dagsordner eller inddirektheder: She goes for the goal. And she gets it!

Nu er problemet imidlertid, at jeg ikke er 3 år. Og desværre heller ikke tilnærmelsesvis så charmerende og elskelig som niecebarnet. Og jeg burde have tilegnet mig tilstrækkelig rygrad og konduite til ikke længere at appellere om opmærksomhed. Men så var det, at jeg læste indlægget om blogterapeut-seancen, og pludselig stod det så skærende klart for mig, hvordan mine daglige indlæg her på stedet dybest set er afstedkommet af samme dybe behov for opærksomhed og bekræftelse, som hos niecen. – At nogen hører, hvad jeg tænker. Kommenterer det – og allerhelst roser det 😉 Faktisk er det sådan, at jeg får krisesymptomer og overfaldes af tristesse på de dage, hvor min blog daler i besøgstal og ingen kommenterer. Det er dybt patetisk. Men sandt. Og da det faktisk ikke er så sjældent, at mine indlæg forbigåes i tavshed og iøvrigt overhales indenom af andre (mildt sagt) mere sprudlende og velskrevne indlæg, ja så er fænomenet ret belastende. Det kunne faktisk gå hen og blive en diagnose værdig.

I så fald må det gerne være én med et kryptisk latinsk navn. En lidt spidsfindig diagnose, som kunne forventes at blive genstand for et forskningsprojekt . Så kan jeg håbe at få mit opmærksomhedsbehov dækket ad den vej….