Louise Juhl

At gå forgæves er også at gå

Jeg sad engang i en kirke, den var tom på nær en ung fyr med rastafarihår og brede bukser, der puslede med lidt af hvert: At sætte lys i stager, rette på alterdugen, lægge en salmebog på plads. Kordegnen velsagtens, eller kirketjeneren, jeg kender faktisk ikke forskel, shame on me?

Uanset hvad. Jeg sad og tænkte. Nej, jeg sad og bad: – Kære gud, bad jeg, – selvom jeg ikke tror på dig, har jeg brug for, at du tror på mig.
I femten dage havde jeg ikke vekslet så meget som et eneste ord med et menneske, ikke engang med kassemedarbejderen i Fakta, – på beløbet?, havde hun spurgt, men jeg nøjedes med at nikke, lagde kortet mod automaten, tog mine varer.
– Hav en god dag.
Jeg svarede hende ikkeEn god dag, hvad vil det sige, er det en dag uden nævneværdige problemer: uden stoppede afløb, rudekuverter, brændte børn? Eller bare en dag uden den her vanvittige længsel i mig efter noget andet. Noget andet end min etværelses i Aarhus Nord, noget andet end tynd bouillon og løbetøj lagt til tørre over stolerygge. Noget andet end at skrive fortættede digte med alt for tunge ordspil. “Nåde for noget.”

Jeg kan lige så godt sige det, som det. Gud svarede mig ikke, den unge fyr med knudret hår og slanke fingre gjorde sig færdig og forlod rummet uden at henvende sig.
Og så sad jeg der i stilheden, alene med min virkningsløse bøn og udsigt til femten tommer bænkerækker i blå og for enden af hver: en liljekonval.
Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, at loftet opsluge mig, at jeg ville forsvinde uden et ord og uden at efterlade mig noget som helst, andet end det stykke papir, jeg havde pudset næse i. Men loftet forblev højt hævet, de buttede engle malet med kalk, skyer og paradisisk fred, og jeg forblev alene. På bænken. I kirken. Med foldede hænder og håbet om, at nogen skulle tage dem, folde dem ud, holde fast.
– Hej. Jeg er her. Jeg er ikke Gud, men jeg har to ører at lytte med og en skulder, du må læne dig imod.

Man kan selvfølgelig sige, at mit besøg i kirken dermed var forgæves, at hverken Gud eller hans tjener tilbød mig en hånd at holde i, ja selv englene holdt sig på afstand højt oppe under i de kalkede hvælvinger. Men faktisk gik jeg derfra med en lettelse, Gud havde opgivet mig, nu var der kun mig selv tilbage at håbe på. Bede til. Kære Louise, selvom jeg ikke tror på dig så har jeg brug for, at du tror på mig. Det handler ikke om at være sin egen lykkes smed, gud forbyde det, jeg er født med ti tommelfingre og ville være en håbløs smed, lykken ville tage form af en fuckfinger, no kidding. For mig handlede det om at rejse mig fra den tomme kirkesal, gå udenfor i novemberens sære gyldne lys og sætte en fod foran den anden. Se, at jeg faktisk bevægede mig og af egen vilje. Måske er det sådan Gud handler, måske er det bare fysikkens love, at ét skridt og et skridt til giver to, jeg ved det ikke, spørgsmålet er om nogen ved det, om det er vigtigt?
Eller om det er nok at konstatere, at jeg gik og nåede frem til noget andet, noget bedre?