Louise Juhl

Jeg forstår ikke tavshed. Jeg ved ikke, hvad man gør ved den. Jeg taler ikke om stilhed, men om den klæge slim af usagthed, der kan få folks læber til at klistre sig sammen.Det er lidt som at gå i biografen for at se en film, der så viser sig at være på et sprog, […]

I dagene efter var det som om, lyset trak længere skygger: Timerne midt på eftermiddagen især, dem mellem tre og fem, det var som om mørket faldt, men uden at falde til jorden.Så blev det april og et tæppe i lilla og gul skød op overalt, stædige krokus. En nabos kat fik killinger og et […]

I går så jeg Jay Rosenblatts dokumentar “How do you measure a year”, hvor han hvert år på sin datters fødselsdag har filmet og spurgt hende til de samme spørgsmål. Hvad gammel er du? Hvad er din favoritspise. Hvad vil du lave, når du bliver stor. Hvad er en drøm. Hvad er magt? Det er […]

Det er flæsket at fedte rundt i sin glæde, at rose dagen for sit navn og hunden for sin pels. Det er dumt at håbe og pattet at die af omsorgens bryst: Alle ved jo, at mælken er giftig, at tørsten aldrig er uskyldig.Træk vejret i stå, dø om så, det gælder. Hold duen i […]

Dét efterår. Bladene har dårlige nerver. Min mor kaster op i en skål. Jeg gemmer mig bag et gardin i en fremmed dames stue, det er hunden, der finder mig. Den blotter tænder og knurrer. Damen hvisker: lille ven dog. Hun sætter sig på knæ og rækker mig en hånd. Jeg græder og græder, det […]

Dette; dagene.  For tiden skriver jeg om løgnen, den nødvendige løgn, den omsorgsfulde. Den nedrige og ødelæggende løgn. Lige nu er jeg optaget af placebo, der betyder “jeg vil behage”. Placeboeffekt er den effekt, der opstår, når en patient modtager et virkningsløst præparat og alligevel oplever en bedring af sine symptomer. Jeg ved faktisk ikke, […]

Løgnen er en tømmerlus, et greb i blinde, en sandhed, der har givet op. Løgnen er en snigskytte, en partisan. En hurtig håndbevægelse: pist, væk, borte. En undersøgelse fra University of Virginia viser, at vi mennesker lyver mindst tre gange om dagen. Mænd lyver mest for at imponere, og kvinder mest for at undgå at såre. […]

At lyve for at leve.Jeg har altid lært, at det er forkert at lyve. Beskidt. Grimt. Ufint. Ækelt. Løgnen tilhører de umodne, det ukontrollerede, børnene og de fulde folk. I Linn Ullmanns mesterlige roman “De urolige” er der en scene imellem en pige og hendes far. Hver onsdag bliver pigen inviteret ind på sin fars […]

Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”Der hvor jeg […]

Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: rimelig dumt at vælge at være digter/ […]