Besøget

by Louise Juhl Dalsgaard

Det er det samme dag efter dag. Således også denne mandag. Udenfor regner det. Indenfor ligger aviserne fra weekenden urørte på måtten. Endnu en dag hvor gardinerne ikke har været trukket fra, så man nu sidst på eftermiddagen knapt bemærker, at skumringen har overtaget. Tiden har ligesom mistet sin betydning her i stuen. Morgen, formiddag, middag eller aften. Alt synes dunkelgråt.

Hun ligger i stuen på en slidt metalseng med tæpper tilfældigt fordelt over den spinkle krop. Hun trækker vejret dybt – næsten hivende. Øjnene er lukket og kun øjenlågenes sitren vidner om, at hun er i live. Ubehageligt afslørende. Fjernsynet fungerer som eneste belysning denne tidlige aften. Skærmens blålige genskin farver stuen. Hun sover.

Først da pausetonens vedvarende hylen fylder rummet, sætter hun sig forvirret op. Rækker ud efter fjernbetjeningen og slukker for apparatet. Hun slænger det ene ben ud over sengens metalkant og skutter sig en anelse, da et stykke blottet hud møder det kolde metal. Hun sidder lidt. Ikke vågen. Ikke sovende.

Hun går ud i køkkenet, står et øjeblik ubeslutsom, så fylder hun elkedlen med vand. Åbner lågen til skabet over komfuret, og tager – først én – dernæst endnu en kop ud og stiller på køkkenbordets melerede plade. Dåsen med pulverkaffe bliver hentet frem: Fire skefulde i hver kop. Præcis. Da vandet spilkoger lyder det karakteristiske klik fra afbryderen. Hun hælder vand i kopperne. Trækker hastigt hånden lidt til sig, da dampen fra kedlen rammer hendes hånd. Hun ømmer sig lidt.

Smør, syltetøj og en brødkniv. Hvidt brød i den flettede kurv. Nøjagtigt som alle andre dage. Hun stiller bakken ind på sofabordet og lader sig falde på plads i den umage sofa. Hun ser lille ud, som hun sidder der, kun iført en tynd t-shirt i den stormønstrede sofa. Lyden af hendes hæse vejrtækning er den eneste lyd i rummet. Hun stryger en tændstik og tænder en cigaret. Nummer nitten i dag.

Hun når kun at tage to hvæs. Drejer så pludselig overkroppen, som reagerer hun på en lyd. Rejser sig og går ud til entredøren.

Hun åbner forsigtigt døren til trappeopgangen, og lyser op i et smil. Åbner en anelse mere, så der bliver plads til at passere i den smalle entre. Hun går  ind i stuen påny. Tøver et sekund førend hun hvisker noget. Ikke hørbart. Peger istedet med sin rynkede finger på bakken med kopperne. Hun virker lidt befippet: Benene tripper uroligt under bordet og hendes åndedræt er stødende hektisk. Hun stryger umærkeligt en hånd gennem det uredte hår og virker uvant med situationen.

Sætter sig så endelig i sofaen igen. Den nu lunkne kaffe, står stadig på bordet. Hun griber om koppen og spilder en anelse på bordet. Hurtigt og uden tøven trækker hun en t-shirt af sin spinkle overkrop og tørrer den spildte kaffe af bordpladen. En anelse febrilsk, som frygter hun, at nogen bemærker optrinnet. Hun sidder nu kun iklædt trusser, og det er tydeligt at hun fryser. Brystvorterne trækker sig sammen som knuder og armene er dækket af gåsehud.

Hun rejser sig for at at trække trøjen over hovedet igen. Står stille et øjeblik og sætter sig så tungt med den plettede t-shirt knuget mellem hænderne.

Lyden af hendes hvæsende åndedræt virker så høj i den tomme stue. Kun et urs højlydte tikken vidner om en verden udenfor. Og så:  lyden af trin på trappen. Den sagte lyde synes at forskrække hende. Hun ser sig lidt forvirret omkring, men falder til ro, da hendes øjne falder på den fyldte bakke. Kaffen, smørret og brødkurven. ”Gudskelov”, mumler hun lavt. 

Løfter endelig koppen og nikker over bordet. Byder af brødet og smiler lidt vemodigt, da kurven kommer urørt tilbage.