Børstet sølv

by Louise Juhl Dalsgaard

Det sørgerlige er, at min mors ord prellede af. I stedet for at råbe op, stå imod, mimede jeg hendes væren i verden. Jeg undgik enhver form for konflikt, sagde undskyld på forhånd og for ting, jeg ikke havde gjort. Lavede lektier flere uger på forhånd og købte gaver til venner og veninder som en slags “plaster på såret”.
Jeg var såret i den ligning.
Da jeg fyldte nitten, skrev jeg en seddel til mig selv: Fra dags dato ville jeg leve sundt, dyrke motion og tabe mig. Ni måneder senere havde jeg tabt 40 kilo, tæt på 60 procent af min kropsvægt. Jeg kunne knap gå og mistede flere gange orienteringen på vej fra køkken til badeværelse. Ved et rutinebesøg bad lægen mig oplyse mit cpr-nummer, men jeg evnede ikke svare. Jeg var ganske enkelt for afkræftet, min hjerne var på nødblus, mine sanser i dvale.
Samme eftermiddag lod jeg mig modvilligt indlægge på et somatisk sygehus. Behandlingen bestod af døgnovervågning og fem daglige måltider, som jeg i min tæt på hallucinerende tilstand lykkedes med at undgå: Jeg gemte maden i mine trusser, hældte juice i potteplanter og finddelte en fiskefrikadeller i så mange og små stykker, at personalet mistede overblikket, og jeg kunne lade de mange krummer forsvinde på bord, stol, gulv. 

Min mor besøgte mig få dage efter indlæggelsen. Da hun ankom, gik hun lige forbi mig, jeg stod på gangen. Hun kunne ganske enkelt ikke genkende mig; det var først, da hun spurgte en sygeplejerske, der pegede i min retning, at hun så, hvem jeg var. Der var groet små dun i mit ansigt, og mit før så tykke hår var tyndt og pjusket.
I juli fyldte jeg tyve, jeg var stadig indlagt. Min mor kom med blomster og gaver, en marineblå uldsweater med rund hals og en halskæde i børstet sølv. Kæden var sat sammen af lange led i et groft og tungt udseende design. Hun låste kæden op og satte den fast om min hals, en næsten højtidelig ceremoni. Min tynde hals, den tunge kæde, min mor, mig.
Hun græd, jeg trøstede. Og takkede for kæden, undskyldte for halsen, at den var så tynd, at min hals var sp tynd, at jeg var så svag, at jeg lå i en hospitalsseng, når solen skinnede udenfor. Jeg undskyldte for at fylde tyve år, men opføre mig som et barn på fem.
Fjorten dage senere, måtte jeg tage kæden af. De tunge led satte blå mærker på huden omkring min hals. Store lillablå udtrækninger. Jeg følte mig som en forræder, tænk, at jeg ikke engang magtede at bære den smukke kæde, min mors gave, hendes kærlighed.