Louise Juhl

Jeg talte med S om det forleden. Om at jeg var ødelagt – i ordets egentlig betydning. Lagt øde. Tom for ord. Hun mente, det var helt naturligt, at jeg efter i lang tid at have gødet og dyrket og høstet af ord, nu måtte give dem ro. Lægge dem brak, sådan som jorddyrkere gennem tiden har lagt jorden brak, givet markerne ro til at komme sig. Jeg ved ikke, om man kan søge støtte til den slags, til mental braklægning, sådan som landmænd kan få hjælp til at frede deres marker en sæson eller to. Tre måske, for så at genoptage såningen og som oftest med bedre resultater end før. 

I mellemtiden læser jeg. Lige nu er det ‘Trist Tiger’ af den franske forfatter Neige Sinno. Et ubærligt vidnesbyrd om overgreb, en stedfars årelange voldtægter den purunge Neige. Vi drages af voldsmandens fortællinger, vil så gerne forstå, hvad der ligger bag. Ondskaben, kynismen, den hensynsløse udnyttelse. Men hvad vil vi med forståelsen, hvad er det vi søger at opnå? At kunne tilgive: Han kom jo selv af svære kår. Og Neiges stedfar KOMMER virkelig af svære kår, han har på egen krop oplevet vold og udnyttelse. Giver det ham ret til at voldtage Neige? 
Betyder hans fortid, at hun må tilgive ham hans overgreb? Nej, vel, men hvad stiller man så op med forståelsen, med sig selv? 
Jeg havde engang en kæreste, der holdt mig fanget. Ikke længe, faktisk kun en enkelt aften. Og nå ja, fanget og fanget, døren var jo ikke låst, jeg kunne til enhver tid gå. Det var alene hans: “Du kan jo se, hvad der sker, hvis du prøver at gå”, der holdt mig tilbage. Da jeg bagefter konfronterede ham med hans overgreb, affærdigede han mig med en let håndbevægelse: Vold? Jeg rørte dig jo ikke. 
Og nej, han rørte mig ikke, og jeg ved heller ikke, om han havde gjort mig ondt, hvis jeg havde rejst mig og forladt lejligheden. Jeg ved bare, at jeg blev, også længe efter episoden, og at jeg tilgav ham. Fordi jeg troede, at jeg forstod. Hvorfor han handlede som han gjorde. Hans mor var alkoholiker og hans stedfar behandlede ham som en hund. Bogstaveligt talt: Sit. Dæk. Hinter. Han fortalte mig om at blive nægtet mad og lommepenge, og at han i julegave havde fået et klippekort til det lokale værtshus: Ti genstande, som hans mor var endt med at drikke op. 
Jeg forstod ham kun alt for godt. At han var bange for at blive røvrendt, forladt. At hans kærlighedssprog var hentet fra voldens vokabular. Sit. Dæk. Hinter. 
Jeg ved ikke altid, hvad vi skal bruge alle de forklaringer til. Eller: Jeg er bange for, at forståelsen ind imellem kommer til at stå i vejen for handling. At vi så at sige forstår vores røv i laser. Alligevel ved jeg ikke, hvad vi skulle gøre i stedet? 

Måske er det det, jeg mener med at være tom for ord. At det måske ikke nytter at tale eller at skrive. Men at det heller ikke nytter at lade være.