brud, bål og bændelorm

by Louise Juhl Dalsgaard

Det var som om, jeg vidste, at det ville ske, som om jeg bare ventede på det. Jeg var jo syg i hovedet, svag i sindet, gak, hysterisk. Jeg var en menneskelig bændelorm, der åd af livets tarmindhold- helt derindefra, hvor alt er blødt og smattet og lugter surt. 

Så jeg ventede og en onsdag kom sygeplejersken trillende ind med afdelingens telefon på et rullebord. ”Din kæreste”, sagde hun og rakte mig røret. Et “Hej” og derefter “Jo tak, jeg har haft det bedre, hvad med dig.” 
Sådan talte vi nogle minutter, før fanden tog ved mig og jeg spurgte, om han havde fundet en anden? 
Jeg kan ikke huske, om han svarede med det samme eller om han tøvede et øjeblik, men jeg husker hans ja.
Hun hed Mette, hun spillede klaver, de havde mødt hinanden på højskolen. 
Jeg blev ikke vred eller spurgte, hvad fanden han havde gang i, hvorfor han ingenting havde sagt Jeg græd heller ikke, spurgte bare: Har hun langt hår? 
Han sagde ”det ser jeg ingen grund til svare på.” 
“Jamen ok. Hav det godt.”             

Ti minutter senere kom sygeplejersken tilbage for at hente telefonen, en anden patient skulle btuge den. Om jeg var ok? 
Det var som om mit syn var delt på tværs. Jeg så gulvet, min dyne og over den – mine hænder og de nedbidte negle. Men alt over ovenover: vinduer, loft, sygeplejerskens ansigt, var kun svage omrids uden kant og kendetegn. 
”Ja, jeg er ok.”

Bruddet var en befrielse. Et bevis. Endelig fik jeg løn som fortjent. Hvem gad være kæreste med et menneske, der ikke spiste, ikke gik til fester, undgik enhver form kropslig kontakt. Et menneske, der nægtede sig selv at føle behov, begær.  Bruddet var brænde på det bål af selvhad, jeg varmede mig ved. Al den lede og skam, jeg tidligere havde haft svært ved at sætte ansigt på, stod nu tydeligt frem. Og det var mit eget ansigt, jeg så. Det var den dårlige kæreste, den utaknemlige datter, den sindssyge søster. Den hysteriske kvinde. 
Det var en lettelse at koncentrere al skyld om mig selv, og dermed undgå den konfrontation med omverden, jeg var opdraget til – for enhver pris – at undgå.